HK Sydjylland: Fagbevægelsen kan lære noget af Coops ansættelse af Pernille Skipper

Ole_Kj__r_formand_HK_Sydjylland_1920px
Ole Kjær, formand for HK Sydjylland og medlem af HK’s hovedbestyrelse. Foto: HK Sydjylland
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
"Lad os gøre som Coop og erkende, at forretning og forening er to forskellige ting. Og lad os så rode politikerne ud af det forretningsmæssige og ansætte højt kvalificerede folk til det i stedet," skriver Ole Kjær, formand for HK Sydjylland i dette debatindlæg.

COOPS LANDSRÅD HAR indstillet Pernille Skipper som ny formand for andelsforeningen, der har to millioner medlemmer.

Det har vakt undren i nogle kredse. For har hun da overhovedet forstand på handel og købmandskab? Indkøb og salg?

Svaret er: Formentlig ikke så meget. Men det er også bedøvende ligegyldigt.

I Coop lader man nemlig til at have forstået at adskille forretningen og foreningen. Forretningen Coop køres af ledere, der må forventes til overflod at have forstand på, hvilke varer der skal på hylderne i butikkerne, og hvordan man sælger dem.

Foreningen Coop skal til gengæld ledes af et menneske, der kan varetage medlemsdemokratiet og være et politisk talerør for blandt andet sundhed, bæredygtighed og forbrugerrettigheder.

Der er tale om to helt forskellige roller og derfor brug for to helt forskellige kompetenceprofiler.

LÆS OGSÅ: Strategisk rådgiver: 5 dilemmaer skal løses for at opbygge en stærk faglig organisation

Jeg mener, vi kan lære noget af den tankegang i fagbevægelsen. Her har der altid været tendens til sammenblanding af forening og forretning.

I de fleste fagforbund har de medlemsvalgte politikere sidste ord i alt, der angår den forretningsmæssige del. Nogle steder er der sågar ingen særskilt administrativ ledelse, kun politisk.

OG DET GÅR IKKE RET GODT med den struktur. Den overenskomstbærende fagbevægelse mister medlemmer i en fart, der er skræmmende. Blandt andet til gule forehavender, som har langt mere fokus på forretningsdelen. Ja, de er faktisk ikke andet end forretninger, men det er et ulykkeligt faktum, at de sælger billetter.

Hvis vi ikke får mere forretningstænkning ind i fagbevægelsen, så er der snart ikke en fagbevægelse længere
Ole Kjær, formand for HK Sydjylland og medlem af HK’s hovedbestyrelse

I mine øjne bør vi styrke både den politiske og den forretningsmæssige del af den overenskomstbærende fagbevægelse. Og det kan vi blandt andet gøre ved at lave et skarpere skel mellem forening og forretning.

Denne udmelding vil sikkert ryste dem, der nægter at se fagbevægelsen som andet end en faglig forening. Mit argument vil være, at hvis vi ikke får mere forretningstænkning ind i fagbevægelsen, så er der snart ikke en fagbevægelse længere. Det er ikke, fordi vi skal tjene penge. Vi skal bare være bæredygtige, og det er vi ikke nu.

LÆS OGSÅ: Kontingentet er et "betændt område" for fagforbundene: Nu overvejer flere at foretage ændringer

Selv har jeg været politisk valgt HK-lokalformand i mange år. Jeg har forstand på at varetage medlemsdemokratiet, på politik og arbejdsmarked. Det er min rolle. Der er andre, der har meget mere forstand på at skabe en bæredygtig forretning.

Lad os gøre som Coop og erkende, at forretning og forening er to forskellige ting. Og lad os så rode politikerne ud af det forretningsmæssige og ansætte højt kvalificerede folk til det i stedet.

Så er der en chance for, at vi kan redde fagbevægelsen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR