A4 Overenskomst
Køb abonnement

Regeringen indkalder til trepartsforhandlinger efter nye coronarestriktioner

9. december 2021 kl. 10.54
Fungerende beskæftigelsesminister, Mattias Tesfaye, har indkaldt arbejdsmarkeds parter til trepartsforhandlinger efter gårdsdagens coronastramninger. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Regeringen har indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger oven på de nye corona-stramninger, der onsdag blev præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet. Erhvervslivet kræver kompensation fra dag 1.

Onsdag aften blev der præsenteret nye tiltag i kampen mod coronapandemien og Omikron-mutationen på et pressemøde i Statsministeriet.

Gældende fra i morgen fredag skal nattelivet lukke ved midnat, der vil være forbud mod salg af alkohol mellem klokken 00 og 05, der skal bæres mundbind i restauranter, i butikker og til koncerter med mere end 50 stående gæster, mens der lød en kraftig opfordring til at aflyse julefrokoster. 

LÆS OGSÅ: Regeringen vil give kompensation for coronaindgreb

Det fik erhvervslivet til at kræve en hurtig håndsrækning til de brancher, der bliver påvirket af restriktionerne. Nu har Beskæftigelsesministeriet med fungerede minister, Mattias Tesfaye (S), i spidsen indkaldt arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger.

I en pressemeddelelse fra ministeriet lyder det fra Tesfaye: 

- Vi vil gerne holde hånden under danske arbejdspladser, særligt i de brancher, som bliver hårdest ramt af de nye restriktioner. Vi har derfor indkaldt arbejdsmarkedets parter, så vi sammen kan drøfte, hvad vi kan gøre for at give en hjælpende hånd til de arbejdspladser, som på grund af den stigende smitte nu midlertidigt er blevet lukket ned. 

LÆS OGSÅ: Erhvervslivet: Opfordringer går ud over virksomhederne

Fra Dansk Arbejdsgiverforening har det lydt, at nedlukning af nattelivet og yderligere restriktioner i forbindelse med corona bør føre til, at arbejdsmarkedets parter hurtigt bliver enige om at genindføre lønkompensation og arbejdsfordeling.

Administerende direktør for DA, Jacob Holbraad, fortæller i en pressemeddelelse: 

- Konkret mener vi, at vi hurtigt skal blive enige om at sikre, at de virksomheder, der bliver ramt af restriktioner – det kan fx være tvangslukkede, får mulighed for lønkompensation. Vi mener også, at den midlertidige arbejdsfordelingsordning, der har sikret tusindvis af lønmodtagere mod at miste deres arbejde, bør forlænges et år.

Hos Dansk Industri skriver politisk direktør, Emil Fannikke Kiær, i en pressemeddelelse:

- Når nye restriktioner rammer restauranter, natteliv og underholdnings- og forlystelsesindustrien, bliver de ramt igen. Det er en ond spiral. Derfor er det vigtigt at få sat grænsen ned, så virksomheder højst skal have en nedgang i omsætningen på 30 pct. for at være berettiget til kompensation. 

GDPR