A4 Overenskomst
Køb abonnement

Trods massive fyringer og usikker fremtid har postomdeleren Jan Nielsen sikret tryghed. Nu er han nomineret til Årets tillidsrepræsentant 2025

11. september 2025 kl. 6.00
Jan Nielsen er nomineret til prisen Årets tillidsrepræsentant 2025. | Foto: Privatfoto
Han insisterer på, at hans kolleger i PostNord i Aalborg er værdifuld arbejdskraft. 11. November kan Jan Nielsen blive kåret som årets tillidsrepræsentant.

Da Jan Nielsen startede som postbud for 28 år siden, var der 26.000 medarbejdere i Post Danmark. 

Når Post Nord ved årsskiftet lukker for postomdelingen, er der kun 6.000 tilbage. 

Den modgang kan godt påvirke den gode stemning blandt postarbejderne hos PostNord i Aalborg. 

Men det gør det hele lidt nemmere, når man har Jan Nielsen som tillidsrepræsentant. Det mener postarbejder og arbejdsmiljørepræsentant Lasse Mejer Nielsen, der har indstillet Jan Nielsen til prisen Året tillidsrepræsentant 2025.  

“Selv i virksomhedens svære tider har Jan formået at holde fanen højt. Han står urokkeligt fast på værdier som sammenhold, solidaritet og kammeratskab - altid med et godt grin og en positiv energi, der løfter humøret hos alle omkring ham,” siger Lasse Mejer Nielsen. 

De ord kan Jan Nielsen egentlig godt genkende. 

Alligevel fik han sig noget af en overraskelse, da Peter Mygind, der skal være konferencier på Årets TR 2025, overbragte ham nyheden om, at han var en af de fem finalister til Årets tillidsrepræsentant. 

“Jeg havde godt set, at jeg var blevet indstillet, og det rørte mig rigtig dybt. At det så også skulle udløse en nominering, det kom som et chok,” siger Jan Nielsen.

Vigtigt at tage hånd om kolleger 

Jan Nielsen ser det som sin vigtigste opgave at holde fast i kammeratskabet og den gode tone blandt sine kolleger, også selvom tiderne er svære. 

Og så prøver han at overbevise sine kolleger om, at de er værdifuld arbejdskraft. 

“Mine kolleger er stabile medarbejdere, der har mødt trofast op og leveret kvalitetsarbejde i over 20 år. Det er altså en kompetence. Mange af dem tror desværre, at de kun er postbude og ikke kan andet, men det kan de fandme godt. Det fortæller jeg dem hver dag,” siger Jan Nielsen.

Han forklarer, at langt de fleste af hans kolleger har arbejdet i postvæsenet i 20-25 år. 

“Der er jo kun gode medarbejdere tilbage,” konstaterer han. 

Stem på din favorit til Årets tillidsrepræsentant 2025

Uddannelse og samarbejde

For Jan Nielsen gælder hans fokus på sammenhold og kammeratskab, også over for de kolleger, der er blevet opsagt. 

“De skal ikke stå der og have det træls og gå ned med nakken. Det er jo deres liv, det handler om,” siger Jan Nielsen og uddyber:

“Noget af det, der kan gøre mig gladest i de her dage, er, når en af mine opsagte kolleger ringer til mig siger: 'Yes, jeg har fået et nyt arbejde.' Særligt hvis jeg også har hjulpet det på vej, så bliver jeg endnu mere lykkelig.”

Helt konkret er Jan Nielsen i tæt kontakt med tillidsrepræsentanterne på en række andre virksomheder i Nordjylland, der orienterer ham om, når de har ledige stillinger. Samtidigt hjælper han de opsagt kolleger med at gøre brug af de 11 ugers gratis uddannelse, som de bliver tilbudt. 

Outsourcing 

Jan Nielsen understreger, at der også er håb for fremtiden. Han har allerede været med til at rive fire fyrresedler i stykker, hvor fyrede medarbejdere har fået lov til at blive hos Post Nord, efter pakkemængden er steget. 

Men det åbner for et nyt problem. For Post Nord har outsourcet store dele af pakkeleveringen til chauffører, der ikke kører på overenskomst. Noget Jan Nielsen kæmper en indædt kamp for, at de skal have. 

“Hvis de kører på overenskomst, er de jo ikke billigere end os. Så er der mange flere af mine kolleger, der kan få lov til at beholde deres arbejde,” forklarer han. 

Årets tillidsrepræsentant kåres 11. november i Cirkusbygningen i København ved prisuddelingen Årets TR. Juryen, der skal finde frem til vinderen, består af en række repræsentanter for fagbevægelsen.

Mere fra A4 Overenskomst

GDPR