DANSKE FYSIOTERAPEUTER OG EN FORSKER fra Syddansk Universitet skrev for nylig, at træning i arbejdstiden bør være en integreret del af det danske arbejdsliv. Jeg er helt enig i ambitionen: Vi skal gøre mere for at forebygge muskel- og skeletlidelser.
Men jeg er nødt til at spørge: Hvorfor gør vi stadig forebyggelse så snæver, så mekanisk – og så kropsfokuseret?
For det første: Træning er ikke magisk. Hvis det var det, ville vi for længst have løst smerteproblemerne. Men vi glemmer én ting – smerte er ikke bare et fysisk fænomen. Det er psykologi. Det er sociale forhold. Det er tanker, søvn, stress og oplevet mening.
Debatserie: Hvad skal den nye folkesundhedslov indeholde?
Efter mange års efterspørgsel får Danmark med sundhedsreformen en folkesundhedslov fra 2027.
Loven skal udarbejdes med inspiration fra Norge, men ellers er det småt med konkrete ord om, hvad loven skal indeholde, og hvordan de 250 millioner kroner, der følger med, skal bruges. Men hvad er det særligt vigtigt, at politikerne inddrager i folkesundhedsloven, når forhandlingerne går i gang til næste år?
Det spørger A4 Sundhed en række aktører om i denne debatserie: Vil du bidrage, så send dit indlæg på maks 600 ord til [email protected].
- Lægeforeningen: Nødvendigt, at folkesundhedslov ikke kun forankres i kommuner og regioner – men også er et nationalt ansvar
- Dansk Erhverv: Vigtigt, at virksomheder, almene boligorganisationer og civilsamfundsaktører ses som værdifulde partnere til folkesundhedsloven
- Forsikring & Pension: Folkesundhedsloven skal hjælpe med overblik, viden om hinandens indsatser og offentlig-privat samarbejde om forebyggelsesindsatsen
- Silkeborg Kommunes input til ny lov: Det skal gøres lettere at træffe det sunde valg
- Dansk Industri og Scleroseforeningen i samlet opråb: Styrket samarbejde kan redde arbejdspladser for syge mennesker
- Diabetesforeningen kræver ny, uafhængig vagthund på folkesundhedsområdet
- SMVdanmark: Forebyggelse kan ikke længere være en politisk hensigtserklæring uden handling
- Debat: Muskel- og skeletlidelser koster samfundet milliarder – hvorfor mangler vi handling?
I WHO’s opdaterede diagnosesystem (ICD-11) er kroniske smerter defineret som en selvstændig sygdom. Ikke blot et symptom, men noget der skal forstås og behandles i en biopsykosocial sammenhæng. Alligevel reduceres forebyggelse igen og igen til antallet af træningsminutter i arbejdstiden. Det er forældet. Og det er utilstrækkeligt.
Hvorfor taler vi ikke om samtale?
Jeg har arbejdet med tusindvis af mennesker i smerte i både offentligt og privat regi. Den fællesnævner, jeg møder igen og igen, er ikke manglende træning – det er forvirring. Det er mennesker, der ikke forstår deres smerter, som føler sig misforstået, som har prøvet “øvelserne” og opgivet. Det, de har brug for, er ikke kun fysisk aktivitet, men en fagperson, der lytter, stiller spørgsmål og hjælper med at gentænke smerte. Samtalebaseret fysioterapi burde være en kernekompetence i vores fag. Men det er det ikke.
LÆS OGSÅ: Efter massive investeringer indikerer nye tal, at Danicas forebyggelsesindsats er ved at få fat
Hvorfor taler vi ikke om adfærd, motivation og det psykologiske aspekt af smerte? Hvorfor lærer mange fysioterapeuter stadig alt for lidt om kommunikation, vaneændringer og sundhedspædagogik? Vi bliver nødt til at ruste fagligheden til en virkelighed, hvor smerte ikke løses med en elastik alene.
Hvorfor nævner ingen søvn?
En af de stærkeste prædiktorer for smerte og sygefravær er dårlig søvn. Alligevel bliver søvn og restitution ofte negligeret i sundhedsdebatten – som om det var en privat sag, der ikke angår arbejdspladsen. Men vi kan ikke tale om forebyggelse uden at tale om stress, søvnkvalitet og mentale belastninger. Forebyggelse skal ikke kun handle om pauser til squats – det skal handle om helhed.
Erfaringen viser, at der findes andre veje
I mit arbejde med Mærsk, DSV, Rambøll og Lærernes Pension har jeg set, hvad der virker: Når vi tør kombinere samtale, viden og individuel støtte, skaber vi langtidseffekt. I Mærsks 'MyEnergy'-program reducerede vi brugen af sundhedsforsikringer med over 50 procent. Ikke fordi vi pressede folk til træning, men fordi vi hjalp dem til at forstå og tage ejerskab over deres smerte.
Vi skal ikke gøre træning til en ny pligt, der kun stresser folk yderligere. Vi skal gøre forståelse og handlekompetence til fundamentet for forebyggelse. Det kræver, at vi gentænker vores tilgang. Det kræver, at vi tør opdatere vores faglighed.
Forebyggelse skal være en frihed, ikke en forordning. Og det starter med, at vi begynder at tage hele mennesket alvorligt.
