SMVdanmark: Forebyggelse kan ikke længere være en politisk hensigtserklæring uden handling
I NOVEMBER 2024 kom den store sundhedsaftale fra regeringen. Meget af drøftelserne op til handlede – som sædvanlig – om struktur, mens forebyggelse fyldte meget lidt.
Vi fik dog lovning på en såkaldt ”folkesundhedslov”, som vi forventer, at regeringen fremsætter sit bud på i oktober 2025. Med flere og flere danskere, som er inaktive, så er det helt afgørende for folkesundheden, og ikke mindst for arbejdsstyrken, at danskernes sundhed prioriteres.
En folkesundhedslov er nødvendig, og regeringen anskuer problemstillingen korrekt i ønsket om politisk handling. Men handlingen må ikke “bare” være ønsker og målsætninger til kommunerne. Forebyggelse er og bliver meget mere end en opgave, som det kommunale Danmark kan løfte selv.
Debatserie: Hvad skal den nye folkesundhedslov indeholde?
Efter mange års efterspørgsel får Danmark med sundhedsreformen en folkesundhedslov fra 2027.
Loven skal udarbejdes med inspiration fra Norge, men ellers er det småt med konkrete ord om, hvad loven skal indeholde, og hvordan de 250 millioner kroner, der følger med, skal bruges. Men hvad er det særligt vigtigt, at politikerne inddrager i folkesundhedsloven, når forhandlingerne går i gang til næste år?
Det spørger A4 Sundhed en række aktører om i denne debatserie: Vil du bidrage, så send dit indlæg på maks 600 ord til [email protected].
- Lægeforeningen: Nødvendigt, at folkesundhedslov ikke kun forankres i kommuner og regioner – men også er et nationalt ansvar
- Dansk Erhverv: Vigtigt, at virksomheder, almene boligorganisationer og civilsamfundsaktører ses som værdifulde partnere til folkesundhedsloven
- Forsikring & Pension: Folkesundhedsloven skal hjælpe med overblik, viden om hinandens indsatser og offentlig-privat samarbejde om forebyggelsesindsatsen
- Silkeborg Kommunes input til ny lov: Det skal gøres lettere at træffe det sunde valg
- Dansk Industri og Scleroseforeningen i samlet opråb: Styrket samarbejde kan redde arbejdspladser for syge mennesker
- Diabetesforeningen kræver ny, uafhængig vagthund på folkesundhedsområdet
Hvis folkesundhedsloven skal blive en succes, så kræver det helt konkret tre ting:
1. Viljen til at samarbejde med private aktører på sundhedsområdet.
2. Statslige målsætninger, så det politiske ansvar bliver fordelt på flere forvaltningsniveauer.
3. At man fra Christiansborg ikke overlader opgaven til kommunerne, men også tager ansvar for dét, der bedst kan løses på nationalt niveau.
Statslige målsætninger og passende finansiering
En af bekymringerne, som kan blive en realitet for den nye folkesundhedslov, er, at store dele af arbejdet om forebyggelse placeres ude hos kommunerne – som indtil nu ikke har haft det som en “skal-opgave”.
Ansvaret skal bredes ud, så vi får en systematisk indsats på tværs af det statslige, regionale og kommunale – og i samarbejde med civilsamfundet og det lokale erhvervsliv.
Som det er formuleret i Sundhedsreformen, så placeres størstedelen af ansvaret i kommunerne.
Intentionen er god, men formuleringen forpligter ikke kommunerne til at arbejde med forebyggelse, og lægger op til statslig ansvarsfraskrivelse, og smal indsigt i, at forebyggelse ikke kun er en kommunal opgave.
Kommunerne er pressede, og hvis man ikke øger tværfagligt forvaltningssamarbejde eller økonomirammen, så får forebyggelse aldrig den opmærksomhed som der er brug for.
Der skal sættes statslige målsætninger, som bliver bakket op af en passende finansiering og passende initiativer på nationalt niveau.
Eksempelvis fra Sundhedsstyrelsen, som for eksempel godt kunne gøre mere for at gøre danskerne opmærksomme på de nye anbefalinger om, at danskerne bør styrketræne tre gange om ugen.
Se for eksempel på Sverige
Fra nationalt hold ville man også kunne understøtte forebyggelsen med lavere momssatser eller et motionsfradrag, som man kender fra Sverige. På kommunalt niveau skal den tidlige folkesundhed og forebyggelsesindsats være en ”skal-opgave”, hvis det for alvor skal batte.
Konkret er der et stort kommunalt potentiale i at inddrage andre aktører, der arbejder professionelt med motion og forebyggelse. Det kan være lokale fitnesscentre, fysioterapeuter og personlige trænere, der kan indtænkes i en samlet forebyggelsesindsats.
Det private skal ikke ses som konkurrence til de offentlige forebyggelsesindsatser, men som en nødvendig samarbejdspartner, som kan aflaste og bidrage til en vedvarende indsats. Et samarbejde, som kan åbne for flere fælles indsatser på tværs af kultur- og idrætslivet rundt om i Danmark.
Hvis vi virkelig vil prioritere forebyggelse, så skal hele samfundet tage mere ansvar for dagsordenen end det er tilfældet i dag. Forebyggelse kan ikke længere være en politisk hensigtserklæring uden handling.
Hvis folkesundhedsloven skal gøre en reel forskel, må regeringen ikke bare skubbe ansvaret videre til kommunerne uden at sikre de nødvendige ressourcer og samarbejdspartnere.
