DE NYE SUNDHEDSRÅD GIVER GODE MULIGHEDER for at styrke nærhed og sammenhængen i borgernes behandling. Der er dog samtidig også nogle klare udfordringer, når vi ser på de økonomiske rammer.
Sundhedsreformen er født med en modsætning om, at der skal spares på sygehusene samtidigt med, at sygehusene skal omstilles og understøtte mere aktivitet i det nære. Det kan ende i en negativ spiral, hvor man sparer mulighed for omstilling væk, før man har set resultatet.
Hvordan vil I opfylde forventningerne til de nye sundhedsråd?
2026 markerer starten på et nyt kapitel for det danske sundhedsvæsen. Med etableringen af 17 nye sundhedsråd får vi et styringslag, der skal sikre bedre sammenhæng mellem kommuner og regioner, flere sundhedsydelser tættere på borgerne og en mere koordineret indsats på tværs af sektorer.
Rådene står nu overfor en opgave, der rummer både politiske forventninger og praktiske krav:
- At styrke det nære sundhedsvæsen og sikre, at flere sundhedsydelser kan leveres uden for sygehusene.
- At planlægge og implementere overgangen af opgaver fra kommuner til regioner, herunder forebyggelse, rehabilitering, akutsygepleje og midlertidige sundheds‑ og omsorgstilbud.
- At koordinere ressourcer og indsats på tværs af kommuner og regioner, så borgerne oplever sammenhæng og kontinuitet i deres behandling og forebyggende tilbud.
- At udarbejde lokal sundhedsstrategi og prioritere midler, så de økonomiske ressourcer bruges optimalt til gavn for borgerne.
Derfor har A4 Sundhed spurgt alle formændene for de 17 nye sundhedsråd, hvordan de vil gå til den store opgave, hvordan de vil inddrage lokalsamfundet. Samt hvordan de vil bruge den store pose penge, der følger med rådet.
Samtidig har mange også en forventning om, at reformen vil gøre op med mindst 20 års fejlslagen udvikling i forholdet mellem land og by. I forsøget på at rette op på det, risikerer vi at flytte resurser fra svage og udsatte borgere i den gamle Region Hovedstaden – måske særligt Amager og Vestegnen – for at give et bedre tilbud til resursestærke borgere i nogle af de større byer i den tidligere Region Sjælland.
Vi skal som politikere holde et klart fokus på sygdomsbilledet og borgernes sociale og økonomiske muligheder for at forbedre deres sundhed.
LÆS OGSÅ: Region Østdanmarks nye topledelse er på plads
Alt i alt skal vi som samlet sundhedsråd kræve, at regeringen leverer tilstrækkelige midler til hospitalerne, og at nødvendige forbedringer et sted ikke skaber nye sundhedsproblemer et andet.
Styrkelsen af det nære sundhedsvæsen
Vi er allerede godt i gang med at finde den rigtige model for samarbejdet mellem kommunerne og regionen. Det handler i mine øjne om at hæve den sundhedsfaglige dækning i de nuværende mere akutte kommunale indsatser, og samtidig lade kommunerne beholde en rolle tæt på særligt de ældre borgere, som løbende skal tage vare på deres helbred for at undgå forværring.
Mit store håb er samtidig, at vi hurtigt kan skabe en forbedring i forhold til mistrivsel for børn og unge. Her er der virkelig potentiale ved et fælles kommunalt og regionalt fokus.
Der er generelt rigtig mange områder, som bliver vigtige at få et godt samarbejde omkring. De første år skal midlerne derfor bruges ret strategisk i forhold til at flytte aktiviteten ud af hospitalet og få en god sammenhæng i og med psykiatrien.
Demokratisk sammenspil
Det er essentielt, at vi får et godt sammenspil på tværs af kommuner og region i sundhedsrådet. Jeg hilser det også velkomment, at kommunerne har organiseret sig i en selvstændig struktur parallelt med sundhedsrådet. Det var nok ikke reformens hensigt, at der skulle opbygges endnu et politisk og administrativt lag, men jeg ser det som en styrkelse af det kommunale fokus på sundhedsområdet - og en måde at kvalificere og koordinere indspil og det videre arbejde.
Det er også enormt vigtigt, at vi fortsat lytter til personalet. Ikke mindst, når der skal omstilles så meget. I valgkampen havde DSR et godt udspil om inddragelse af det faglige perspektiv. Vi skal fra politisk side holde vores valgløfter og tage imod indspil omkring, hvordan vi løser udfordringer. Det er dog nødvendigt at brede ud, så vi finder en model, hvor alle faggrupper repræsenteres.
Så er det også nødvendigt at få et godt samarbejde med de praktiserende læger, som spiller en afgørende rolle i den nye reform. Reformen afskar deres mulighed for indspil i de tidligere sundhedsklynger. Jeg er selvfølgelig indstillet på dialog, og det er vigtigt, at både den regionale administration og hospitalsledelsen vil øge opmærksomheden på de praktiserende lægers input og indvendinger i forhold til både den nuværende drift og den fremadrettede omstilling.
Patienter og pårørende skal inddrages gennem et råd givet i reformen, og her er jeg tryg ved, at organisationerne på området finder en model.
Herudover håber jeg, det bliver muligt at få gang i lokale samarbejder med de mindre civilsamfundsorganisationer. De gør en stor indsats på socialområdet og hvis ikke direkte så indirekte på sundhedsområdet.
