Dansk Erhverv: Fjern SU-loftet, og indfør et fastholdelsestaxameter for internationale studerende
IGENNEM MANGE ÅR HAR det politiske fokus på internationale studerende handlet om at begrænse udgifterne til SU og uddannelse, så Danmark ikke hælder penge ud af landet. I dag står vi i stigende grad i en international konkurrence om at tiltrække arbejdskraft fra hele verden.
Det må føre til et paradigmeskift i synet på internationale studerende.
SERIE: Hvordan holder vi på internationale studerende?
I 2021 lukkede et politisk flertal for et stort antal engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler. Lukningerne skyldtes i høj grad bekymring over, at få internationale studerende fik job i Danmark efter endt uddannelse.
Men samtidig taler erhvervslivet om et akut behov for mere arbejdskraft.
Så hvad kan man gøre for, at internationale studerende i højere grad kommer i beskæftigelse i Danmark, når de er færdiguddannede? Hvilke tiltag vil sikre, at de ikke rejser ud igen?
Det undersøger A4 Uddannelse i denne debatserie. Send et bidrag på maksimalt 600 ord til [email protected], hvis du vil være med. Tidligere indlæg:
’Sprænger SU-bombe: Danmark giver over en halv milliard i SU til udenlandske studerende’ kunne man læse som overskrift i BT for et års tid siden. En overskrift, der er både manipulerende og udtryk for en deprimerende kortsigtethed.
Når jeg mener, at overskriften – og det følgende politiske fokus – er manipulerende, er det fordi Danmark slet ikke bruger en halv milliard på SU til udenlandske studerende.
Tallet er regnet før det, der hedder tilbageløb og adfærd i finansministeriesprog. Det betyder kort sagt, at de studerende sådan set betaler skat af deres SU og bruger dem på ting, der for eksempel er belagt med moms.
Alene den øvelse bringer samfundets reelle udgift betragteligt ned til cirka det halve.
Dertil skal man som udenlandsk studerende have et arbejde på mindst 10-12 timer om ugen for at få adgang til SU – igen et arbejde, der bliver betalt skat af. Dermed kommer udgiften endnu længere ned.
BT’s såkaldte SU-bombe er altså nærmere et mindre kanonslag.
VORES FÆLLES KASSE går jo til vitale ting som sundhed og uddannelse, og derfor skal vi værne om den, og ikke tage let på, at midler bruges uhensigtsmæssigt. Men nogle midler giver altså pengene mange gange igen – og det gælder i høj grad investeringer i internationale studerende.
LÆS OGSÅ: Analyse: Små ændringer i beskæftigelsen blandt engelsksprogede dimittender
Beregninger fra Ingeniørforeningen viser, at vi fra 2007 til 2020 som samfund har tjent 26,8 mia. kr. på internationale dimittender. En international dimittend har i gennemsnit bidraget til den danske samfundsøkonomi med 2 mio. kr. igennem lønindkomst, skatter, afgifter – og fratrukket udgifter til SU, uddannelse mv.
Men gevinsten stopper sådan set ikke her. Når en ung dansker søger ind på en videregående uddannelse, så er de typisk omkring 20 år. På det tidspunkt har de gået i vuggestue, børnehave, grundskole og på ungdomsuddannelse, dertil har de også trukket på vores sundhedsvæsen.
De har samtidig stort set intet betalt i skat.
Samfundet står altså med en ganske betragtelig regning, som først betales, når de unge er færdiguddannede og kommer ud på arbejdsmarkedet. Hvor mange penge er der så tale om? Ifølge Finansministeriet har en 20-årig i gennemsnit kostet statskassen 3 millioner kroner.
INTERNATIONALE STUDERENDE ER altså en hamrende god forretning. Derfor mener vi i Dansk Erhverv, at der er behov for et paradigmeskift fra fokus på SU og udgifter til et fokus på internationale studerende som en ressource, hvor mange kan bidrage til det danske arbejdsmarked. Vi mener, at vi skal bruge vores stærke uddannelsessektor som magnet for internationale studerende.
LÆS OGSÅ: KEA-rektor: Lukning af internationale udbud er skizofren politik
Vi mener, at vi helt bør fjerne SU-loftet, der blandt andet har ført til lukning af langt de fleste pladser på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademier og professionshøjskoler. For at sikre at udgifterne trods alt ikke løber løbsk, så foreslår vi en helt anden model – et fastholdelsestaxameter.
Vi mener, at en del af de penge, som uddannelsesinstitutionerne får, skal være bundet op på, om de studerende bliver og arbejder i Danmark. Det er helt frit for dem, at tiltrække så mange de vil, men hvis de for eksempel åbner en række uddannelser og tiltrækker udlændinge, som ikke har nogen relevans for det danske arbejdsmarked, så skal det koste ved kasse 1.
Et fastholdelsestaxameter vil give uddannelserne et incitament til at holde tæt kontakt til arbejdsgiverne og sikre, at vi ikke bare uddanner dygtige udlændinge, men også giver dem et job efterfølgende.
Danmark mangler arbejdskraft, og internationale studerende er en del af løsningen.