Dansk Erhverv: 10. klasse kan bidrage til, at flere ressourcesvage unge får en uddannelse

45.000 UNGE UDEN JOB OG UDDANNELSE er ikke et nyt problem, men det er i stigende grad bekymrende og alarmerende, at vi ikke formår at løfte så mange unge. Bekymrende, fordi forsøgene er lige så talrige, som de har vist sig effektløse.

Alarmerende, fordi vi af mange årsager som samfund har brug for at få flere med. Det gør denne dagsorden til den nok vigtigste i de kommende mange års danske uddannelsespolitik.

I Dansk Erhverv mener vi, at der er brug for langt større og sammenhængende greb, hvis vi skal videre, end vi er kommet de sidste årtier. En helhedsindsats, der omfatter grundskolen, tilbud i overgangen og på ungdomsuddannelserne. Vi må slå en tyk streg under, at der ikke findes et quick fix, men er brug for bred politisk vilje og opbakning til et langt sejt træk.

Samtidig er vi nødt til at erkende, at tilbud om uddannelse for mange unge ikke kan stå alene, men at det også handler om socialpolitik, sundhedspolitik, beskæftigelsespolitik med videre.

LÆS OGSÅ: Regeringen vil hjælpe flere med psykiske lidelser gennem ungdomsuddannelserne

Har man for eksempel ikke bare brug for et fagligt løft, men også for psykologbistand og hjælp til at håndtere sin privatøkonomi, er vi nødt til at tænke i helhedsløsninger frem for at tro, at vi kan løse de unges udfordringer i siloer. For de unge lever ikke deres liv i siloer – de lever dem i helheder. Det er blandt andet den kompleksitet, vi sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd og Tænketanken DEA sætter fokus på 2. september på en konference på Børsen.

UDDANNELSESPOLITISK ER DER DOG meget at gøre, og her er vi nødt til at være ambitiøse. Det kræver opgør med vaner og traditioner, som mange har det svært med for alvor at tage livtag med.

Det gælder eksempelvis 10. klasse, hvor polariseringen mellem det kommunale tilbud og efterskolerne vokser parallelt med, at efterskolerne optager en stadig større del af eleverne. Der er en markant overvægt af elever med svagere forudsætninger i den kommunale 10. klasse, og afstanden til efterskolerne er stigende. Når man dertil lægger, at den kommunale 10. klasse leverer langt flest unge til erhvervsuddannelserne, er der god grund til at få endevendt området og drøftet, hvordan 10. klasse kan bidrage til, at flere ressourcesvage unge får en uddannelse.

I tillæg hertil skal vi styrke de områder, der i forvejen er udset til at løfte mange af de unge på kanten.

Den forberedende grunduddannelse (FGU) står i den forbindelse som en selvlysende skamstøtte over det politiske Danmarks manglende evne til at prioritere udsatte unge i vores uddannelsessystem. Nogle vil gerne reducere det til et spørgsmål om, at for få elever visiteres til FGU, men det er i bedste fald kun den halve sandhed. FGU’en er voldsomt underfinansieret på driften efter en svær opstart under vanskelige vilkår. Det bør være en bunden opgave for Folketinget straks at rette op på det.

MEN OGSÅ ANDRE OMRÅDER i vores uddannelsessystem kan bidrage mere, hvis vi prioriterer det. Det gælder eksempelvis TAMU, som løfter en særdeles tung gruppe af blandt andet kriminelle unge med risiko for at leve et liv på kanten af arbejdsmarkedet og loven. Men TAMU er kapacitetsbegrænset og samtidig hæmmet af, at der i store dele af landet ikke findes et TAMU-center. Der er altså ikke plads til flere elever, selvom behovet bestemt er til stede, og det er et oplagt sted at udvide kapaciteten.

LÆS OGSÅ: FH: FGU og TAMU er løsningen for de fleste unge uden job og uddannelse

Tilsvarende findes der andre områder, som har bevist, at de formår at rykke unge med de rette rammer, og de områder skal nyde særlig opmærksomhed og prioritering.

Den skarpe læser har formentlig konstateret, at disse forslag ikke er gratis. I en tid med store udgifter i horisonten som følge af den demografiske udvikling, udgifter til sundhedsområdet, den grønne omstilling og styrkelse af vores militær kan det forekomme naivt at udskrive regninger i den størrelsesorden.

Derfor foreslog vi i Dansk Erhverv i foråret 2021 at omlægge SU på kandidatdelen af de videregående uddannelser til et rentefrit lån, og dermed frigøre 2,3 milliarder kroner netto om året til investeringer som disse i vores uddannelsessystem. Vi er godt klar over, at det er kontroversielt og rituelt bliver mødt med stor modstand.

Men hvis vi ikke har råd til at prioritere det hele, er vi nødt til at prioritere det vigtigste. Og det her er efter vores opfattelse en fornuftig og nødvendig prioritering, hvis vi for alvor skal tage livtag med den udfordring, at så mange unge hverken får en uddannelse eller er i job.