
TEKNIQ REJSER I A4 UDDANNELSE en vigtig pointe i debatten om EPX. Kunstig intelligens skal ikke være noget, vi er bange for. Den skal bydes velkommen som et naturligt værktøj i undervisningen og ikke være noget, vi frygter og kæmper imod.
Det er vi enige i.
AI er allerede en del af hverdagen på mange arbejdspladser. For de teknikere og kreative specialister, som TL organiserer, er digitale værktøjer – herunder AI – en integreret del af opgaveløsningen. Derfor giver det god mening, at EPX afspejler den virkelighed, de unge skal ud i.
Hvis EPX skal være en moderne og praksisnær ungdomsuddannelse, kan vi ikke indrette den, som om teknologien ikke findes.
Men AI er også et helt nyt og kraftfuldt værktøj, som vi stadig ikke helt kender omfanget af. Og netop derfor skal det også behandles derefter. Det kræver mere end blot adgang og anvendelse.
De unge skal ikke alene lære at bruge AI. De skal også forstå, hvordan teknologien fungerer, hvad den bygger på, hvor dens begrænsninger ligger, og hvilke etiske overvejelser der følger med. Det er den forståelse, der gør forskellen mellem at være bruger og at være fagperson med en avanceret og kritisk forståelse af muligheder og begrænsning.
Her ligger en vigtig opgave for EPX.
VI DELER AMBITIONEN om at bryde med ensidig tavleundervisning og skabe en uddannelse, der arbejder med virkelige problemstillinger og relevante værktøjer. AI kan være med til at gøre undervisningen mere differentieret og virkelighedsnær – både for elever og lærere.
Vi skal ikke være maskinstormere, men vi må heller ikke blive jubeloptimister. Vi må sikre, at teknologiforståelse og digital dannelse bliver en integreret del af fundamentet. Ellers risikerer vi, at teknologien løber foran fagligheden.
LÆS OGSÅ: A4 samler politikere, erhvervsliv og eksperter til summit om AI's indvirkning på arbejdsmarkedet
EPX skal ruste unge til videre uddannelse på erhvervsskoler, erhvervsakademier og professionshøjskoler og til et arbejdsmarked i hastig forandring. Det kræver solid grundviden, kritisk tænkning og evnen til at navigere i en digital virkelighed.
AI er en god tjener, men en elendig herre, og praksisfagligheden skal fortsat være kernen i EPX. Den balance skal vi huske.
















