Sosu-uddannelsesleder: Hvor er historierne om den forskel, velfærdsmedarbejdere gør?

DE FIRE STORE velfærdsprofessionsuddannelser; lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver har tilsammen optaget 1.929 færre siden 2019, hvilket svarer til en tilbagegang på 14 procent.

En nedgang, der rammer ind i en politisk velfærdssatsning af dimensioner. Foruden manglen på de professionsuddannede ser vi, at det samme gør sig gældende inden for sosu-hjælpere og assistenter, hvor tallene er dystre, og fremskrivningen peger på, at vi om blot otte år mangler 16.000 sosu’er.

LÆS OGSÅ: Færre søger ind på velfærdsuddannelser: "En katastrofe"

Skal vi løfte velfærden, er der nødt til at ske et knæk i kurverne, og langt flere skal uddannes, end det er tilfældet nu. Vi ved det, og alt efter hvem du spørger, er der en analyse af, hvad udfordringen er. De faglige organisationer peger på, at løn og arbejdsvilkår skal løftes. Aftagerne som daginstitutioner, plejehjem, hospitaler og skoler peger på, at de studerende ikke klædes tilstrækkeligt på under deres uddannelse, og uddannelsesinstitutionerne peger blandt andet på, at udflytning af studiepladser og manglende prestige er årsagen til, at de studerende ikke søger ind.

I MIT ARBEJDSLIV har jeg haft fornøjelsen af at arbejde på flere af velfærdsuddannelserne, og jeg har mødt de mange elever og studerende på vej ud i sektoren. Mennesker, der har valgt et fag, de brænder for, og som vil gøre en forskel for andre.

Som datter af en socialrådgiver er jeg vokset op med en fortælling om de mennesker, der hver dag trådte ind på min mors kontor til en snak om deres økonomi, hjælp til at søge nyt arbejde eller som bøvlede med livet og havde svært ved at få dagene til at hænge sammen. Hun har talt mennesker ned fra Langebro, omsat kontanthjælp til poser med mad, så det hele ikke blev drukket op, og hun har hjulpet folk ud af mørket og ud på den anden side. Hun havde et arbejdsliv, der gjorde en forskel. Hun og hendes kolleger brystede sig af deres arbejde – fordi det var vigtigt. Lignende historier har jeg hørt i hobetal fra tidligere studerende på lærer-, pædagog- og sosu-uddannelserne.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: Afmægtigheden blandt offentligt ansatte truer hele vores velfærdssamfund

Jeg har mødt pædagoger, der har lært børn at binde snørebånd, som har været den trøstende skulder, når bægeret flød over eller som har guidet unge i kærestesorger.

Jeg har mødt sygeplejersker, der har opdaget og stoppet incest, der har ledt pårørende igennem sorgkriser og som har opfundet sutter til narkose.

Jeg har mødt lærere, der har lært børn at læse, at håndtere alverdens udfordringer og som har grint højt med eleverne, når puberteten ramte og skolen blev kedelig.

Jeg har mødt undervisere, der har spist deres madpakke med studerende på en bænk, når der var brug for gode råd, der har taget studerende med ud på studieeventyr i verden og som har taget med på abortklinikken, når kæresten var gået.

AT ARBEJDE I VELFÆRDSSAMFUNDET er det vildeste arbejde, man kan få. Men hvor er alle historierne om den forskel, der gøres hver evig eneste dag? Når du åbner avisen, Twitter, Facebook eller et hvilket som helst andet medie, er det mangelsynet, hullet i osten eller katastrofen, du kan læse om. Historierne hober sig op og er ofte berettigede, for der mangler personale, lønnen ER for lav og så videre. Løn- og arbejdsforhold har betydning for, hvilket fag vi vælger, og den kamp skal kæmpes, men vi er også nødt til at udbrede fortællingen om jobbenes betydning. Vil du gøre en forskel i verden så bliv velfærdsmedarbejder! Bliv pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu eller socialrådgiver!

LÆS OGSÅ: Uddannelsesleder: Erhvervspraktikken er genvejen til flere hænder i velfærdssektoren

Og den fortælling kommer ikke af sig selv. Vi har brug for en stærk bevægelse bestående af velfærdens medspillere. Vi har brug for de faglige organisationer, uddannelserne, elever og studerende og meningsdannerne.

Vi har brug for indsigterne – dem der kender sektoren indefra, og som kan være med til at skabe en bevægelse. En bevægelse, hvor de faglige foreninger ikke bekæmper hinanden på spørgsmål om pædagogiske assistenter, eller sosu versus sygeplejerske - men kan finde løsninger på de mange små og store udfordringer, som er. En bevægelse, der står sammen om at ændre narrativet, og som kæmper side om side for bedre uddannelser, flere ansatte og studerende og bedre løn- og arbejdsforhold.