3F: Chauffører klager over dårlige arbejdsvilkår hos Flextrafik hver uge
Vognmænd føler sig presset, oplever fagforeningen 3F, og hver uge lander der en indberetning om dårlige arbejdsvilkår for Flextrafik-chauffører på Jørn Hedengrans bord.
Han er forhandlingssekretær i 3F Transport, og hvis sagerne ikke kan løses i en af 3F's 68 lokalafdelinger, ender de hos Jørn Hedengran.
- Jeg har minimum en gang om ugen en henvendelse eller en sag vedrørende temaet omkring arbejdstid i Flextrafik, siger han.
Flextrafik er et offentligt ejet trafikselskab, der dog ikke har egne biler eller egne chauffører ansat. I stedet udføres kørslen af underleverandører.
Jørn Hedengran vurderer, at der sker brud på loven hver uge, når det kommer til arbejdsvilkårene for Flextrafik-chauffører. I sagerne melder chaufførerne hovedsageligt om meget lange arbejdsdage og mange af dem.
Der kan blandt andet ske overskridelse af 48-timers reglen i arbejdstidsdirektivet.
Den fastslår, at man over en hvilken som helst fire måneders-periode ikke må have arbejdet mere end 48 timer om ugen i gennemsnit. Desuden må arbejdstiden ikke overstige 60 timer om ugen.
Beretningen fra Jørn Hedengran kommer, efter at 15 nuværende og tidligere chauffører i det offentligt ejede trafikselskab Flextrafik har berettet om løn ned til 60 kroner i timen, få pauser og lange dage.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger i en skriftlig kommentar, at lønnen og arbejdsvilkårene skal være i orden for chaufførerne.
- Derfor har jeg også sikret, at der med den seneste ændring af taxiloven, som netop er trådt kraft, er et krav om, at alle chauffører fra 1. juli i år skal aflønnes på et niveau, der svarer til de landsdækkende overenskomster på området.
- I forhold til de selvstændige, så forventer jeg, at trafikselskaberne sørger for at tilrettelægge deres kørsler, således at der ikke gås på kompromis med sikkerheden, siger ministeren i en skriftlig kommentar uden at gå i detaljer med, hvordan det kan ske.
Det er organisationen Trafikselskaberne i Danmark, som repræsenterer fem regionale selskaber, der driver Flextrafik.
Formanden for trafikselskaberne, Claus Wistoft, siger, at man har hørt om anklagerne om dårlig betaling og lange arbejdsdage.
Men man mangler at se dokumentation for det, eksempelvis i form af lønsedler.
- Alle trafikselskaber har en forventning om, at de selskaber, man samarbejder med, overholder arbejdsoverenskomsterne.
- Men der kommer meget sjældent beviser frem for påstandene, selv om det jo kunne bevises i form af eksempelvis lønsedler - også gerne anonymiserede, siger Claus Wistoft.
Han er formand for Midttrafik, der driver kollektiv trafik i Region Midtjylland, og her har der ifølge formanden ikke været lagt beviser på bordet.
- Vi skal have beviserne, før vi kan handle, siger han.
/ritzau/