Ekspertgruppe skal se på køns betydning for fuldførelse af uddannelse

20220425-144038-L-8192x5464ma
Børne- og undervisningsministeren har nedsat en ekspertgruppe, som blandt andet skal komme bud på, hvordan drengene kommer bedre med i skolesystemet. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Drengene halter bagefter i skolen. En ny ekspertgruppe skal nu komme med anbefalinger til, hvordan betydningen af køn kan mindskes i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Børne- og undervisningsministeren har nedsat en ekspertgruppe, som skal undersøge, hvorfor der er forskel på børn og unges faglige resultater i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. 

Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen skal blandt andet undersøge, hvilken betydning undervisningens form, indhold og organisering har for elevernes læring og motivation. 

"Regeringen ønsker, at alle børn og unge skal have lige muligheder for at blive så dygtige, som de kan. Men drengene sakker bagud i vores skolesystem. Nogle af dem halter allerede efter pigerne ved skolestart. Det kan og skal vi gøre bedre," fastslår børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i pressemeddelelsen.

Også kønsforskelle på EUD

Ekspertgruppens skal tage udgangspunkt i en analyse, som Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet om de faglige forskelle mellem drenge og piger, og hvordan forskellene udvikler sig helt fra dagtilbuddene over folkeskolen og til overgangen til ungdomsuddannelserne.

LÆS OGSÅ: Seksuel orientering har synlig indflydelse på lønnen

Og selv om ekspertgruppens hovedfokus er på dagtilbud, folkeskole og gymnasier, er der i analysen også blevet set på erhvervsuddannelserne. Her konkluderer analysen, at 23 procent af drenge er i gang med en erhvervsfaglig uddannelse et år efter 9. klasse, mens det for pigerne gælder for 10 procent.

Ekspertgruppens arbejde skal munde ud i en række anbefalinger til, hvordan man fra politisk side kan nedbringe betydningen af køn i dagtilbud og for elevernes faglige udbytte i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

GDPR