Madsens lov om politik viser sig i slettede sms'er
Politikeres styrke bliver ofte også deres svaghed.
Sådan formulerer A4's chefredaktør, Kristian Madsen, en af sine love om politik i det seneste afsnit af den politiske podcast "Madsen & Reimer Bo".
Lektionen i Madsens politiske teori kommer som følge af de seneste dages afsløringer af, at en række centrale personer i Statsministeriet - inklusiv statsminister Mette Frederiksen selv - har slettet de sms'er, der ellers ville kunne dokumentere forløbet omkring beslutningen om at udrydde danske mink under coronakrisen.
Der, hvor det tit går galt i de her sager, som vi har set gang på gang på gang, er, når man forsøger at dække over en fejl, der er begået.
Kristian Madsen, chefredaktør, A4 Medier
- Mette Frederiksens styrke har i befolkningens øjne været, at hun er en stor, god leder. Hun er robust, hun står fast, hun kan dirigere retningen, og hun ved, hvad hun vil. Men de samme kendetegn bliver i denne sag hendes svaghed, fordi hun pludselig bliver modbilledet af det - diktatorisk, bedrevidende, enerådig og magtsyg, siger Kristian Madsen.
Vækker liv i gammel kritik
Forklaringen fra Statsministeriet er, at telefonerne har været indstillet til automatisk at slette sms'er efter 30 dage. Men ifølge chefredaktøren er det centrale ikke, om sms'erne er blevet slettet med vilje eller ej - uanset hvad støtter sagen en opfattelse af Mette Frederiksen som magtfuldkommen.
- Nu er vi tilbage i det spor, hvor de sidder der og sletter, holder hånden over hinanden og fifler med tingene. Selv hvis der ikke er noget i det juridisk, så er det en pris, de betaler, siger Kristian Madsen.
LÆS OGSÅ: Madsen: Det trækker op til et “Mette eller Kaos”-valg
Han pointerer, at der før coronakrisen var en "gryende kritik" af statsministeren for netop at være magtfuldkommen, men den døde hen, da pandemien ramte.
- Det var en krise, der var designet til Mette Frederiksen, fordi den blev løst i en stærk, centralstyret enhed. Der blev hendes svaghed vendt til hendes styrke. Men nu er den her kritik ved at dukke op igen. Det ser ikke godt ud, at man systematisk sletter sms'er og har gjort det automatisk. Det får karakter af, at man helt bevidst vil holde folk udenfor, siger Kristian Madsen.
Går galt, når man dækker over fejl
Sagen om sms'erne er en stor hovedpine for regeringen, netop fordi den understøtter en allerede eksisterende opfattelse af Mette Frederiksen, og derfor vurderer Kristian Madsen, at den kan give politiske vanskeligheder, selv hvis granskningskommissionen ikke kommer frem til, at der bevidst blev begået lovbrud.
- Oppositionen elsker jo at bore rundt i det her med, at regeringen sidder og laver hemmelighedskræmmeri og magtudøver. Venstre kan jo mærke, at de har fat i noget her, siger han.
Dermed trækker det op til, at oppositionen kan score en betydelig politisk sejr, selv hvis kommissionen ikke finder frem til, at Mette Frederiksen eller andre centralt placerede personer vidste, at der ikke var lovhjemmel for at aflive minkene.
- Der, hvor det tit går galt i de her sager, som vi har set gang på gang på gang, er, når man forsøger at dække over en fejl, der er begået. Det kan være en ærlig fejl, der ikke er noget kriminelt i, som man forsøger at dække over med gedulgte motiver, siger Kristian Madsen.
Du kan høre det seneste afsnit af "Madsen & Reimer Bo", som udkommer hver fredag morgen, på blandt andet Apple Podcasts og Spotify.