Coronavirus: Sådan dækker din rejseforsikring

Der er stor forskel på, hvordan man er dækket hos de forskellige forsikringsselskaber, men situationen ændrer sig hele tiden, og selskaberne opdaterer derfor løbende deres hjemmesider.
LÆS OGSÅ: Corona tvinger rejsebranchen i knæ: 'En stor, stor krise'
Goudas og Europæiskes rejseforsikringer dækker for eksempel ikke afbestilling af rejser til røde og orange lande – altså de lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til. I stedet henviser man kunderne til rejsebureau eller flyselskab, hvis de vil have penge tilbage.
Det behøver man ikke hos forsikringsselskaberne Tryg, Codan og If. Her dækker forsikringen afbestilling af rejser til områder eller lande, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til – forudsat at man har husket at tegne en afbestillingsforsikring.
Forsikringen dækker dog ikke de lande, hvor Udenrigsministeriet anbefaler, at man udviser ekstra forsigtighed. Heller ikke selvom landet skulle indføre obligatorisk 14-dages karantæne for alle indrejsende, som det skete i Israel forleden.
Udenrigsministeriet har nu markeret Israel med rødt, men ikke Bangladesh, der ligesom Israel anbefaler hjemmekarantæne i 14 dage for rejsende, der kommer fra blandt andet Danmark.
USA er et gult land på Udenrigsministeriets kort, men fra midnat fredag kan man ikke længere rejse til USA fra Europa.
Ingen af forsikringsselskaberne dækker bekymring eller frygt. Det vil sige, at man ikke kan benytte sin afbestillingsforsikring, hvis man vælger at aflyse sin rejse, fordi man er utryg ved at tage af sted.
Udbruddet af coronavirus er en helt særlig omstændighed, som hverken flyselskab eller rejsebureau er herre over. Det betyder, at de normalt heller ikke vil være erstatningsansvarlige over for rejsende, når en rejse bliver aflyst.
Men har man købt en pakkerejse hos et rejseselskab kan man få ombooket rejsen eller få pengene tilbage, og det er det, der i øjeblikket presser bundlinjen.
Hvis man selv har arrangeret rejsen, er det lidt mere besværligt, fordi man ikke automatisk får penge tilbage for flybilletten, heller ikke selvom Udenrigsministeriet fraråder rejser til området. Det afhænger helt af flyselskabet.
Ifølge Lars Arent, der er leder af Forbruger Europa, kan man kun få sin billet refunderet, hvis flyet bliver aflyst, ikke hvis det fortsat flyver. Men derudover er der ingen kompensation, fordi corona er en helt særlig omstændighed.
Foreløbig har SAS suspenderet alle fly til lufthavne i Norditalien og Rom og overvejer lige i øjeblikket, hvordan de skal forholde sig til USA, der lukker ned for alle afgange fra Europa fra fredag nat.