Valg med Madsen: Mette F. jager nu dansk politiks afskyelige snemand

I dag samler den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), partilederne på Marienborg for at begynde jagten på en regering hen over midten. En mytisk figur i dansk politik, der minder om den afskyelig snemand: Alle taler om den, men næsten ingen levende mennesker har set den. Og kun få kan forestille sig, hvordan den ser ud.

Tilmeld dig nyhedsbrevet 'Valg med Madsen' her

Mange vil kigge på Moderaternes Lars Løkke Rasmussen og De Radikales nye leder, Martin Lidegaard. Men de virkelige nøglefigurer er Venstres Jakob Ellemann-Jensen og SF’s Pia Olsen Dyhr: Tør de som en anden Indiana Jones tage et skridt ud i den blå luft og håbe på, at der dukker fast grund op under deres fødder?

Det vil være modigt. Måske endda dumdristigt.

En ny Annette Vilhelmsen i SF?

Partihistorien advarer både Pia Olsen Dyhr og Jakob Ellemann-Jensen.

SF’s lektie er fra regeringsdeltagelsen i 2011-2014, hvor partiet ikke kunne holde til de svære kompromisser mod midten. Det delvise salg af Dong - det nuværende Ørsted - blev det blå søm i ligkisten for Annette Vilhelmsen.

Der er én ting, der gør situationen lidt mere gunstig for SF denne gang. En S-M-SF-R-regering vil have sit eget flertal, og Pia Olsen Dyhr skal derfor ikke ud i det smertefulde dobbeltudsalg, hvor man først måtte fire på principperne internt i regeringen, og siden måtte gå på kompromis igen, når flertallet skulle sikres med de borgerlige.

Jeg har meget svært ved at se SF være en del af den regeringsdannelse, alene fordi det åbenlyse alternativ er meget mere attraktivt: en S-R-SF-regering der regerer på et forståelsespapir forhandlet med Enhedslisten og Alternativet. De facto en fortsættelse af den tidligere regerings politik i bredeste forstand.

SV gjorde Schlüter til statsminister

Det gør en SVM(R)-regering til det eneste levedygtige alternativ.

Hos Venstre kan Jakob Ellemann-Jensen med fordel studere dannelsen af SV-regeringen, der indvarslede et årti, hvor det borgerlige Danmark blev styret at SV-regeringens skarpeste kritiker, den konservative Poul Schlüter. Måske er det Søren Pape Poulsen (K), der har mest grund til at håbe på en SMV-regering.

Hvis der dannes en SMV eller SMVR-regering, vil den være uhyre handlekraftig. Men det vil kræve, at Socialdemokratiet lader sig genføde som Bjarne Corydons parti, og at Ellemann reelt opgiver drømmen om at blive statsminister.  

Problemet er principperne

På mange af de konkrete politiske områder er der ikke så langt mellem S og V. Det gælder Arne-pensionen og minimumsnormeringer, som fredes i deres nuværende former. Beskæringen af de videregående uddannelser til fordel for erhvervsuddannelserne kan man sikkert samles om. En akutplan med tilhørende trepartsforhandling, der ligner Fogh Rasmussens i 2007. Skattelettelser i bunden. Og finansiering af det nationale kompromis om oprustning mod Putin.

Derudover er der den daglige drift, der bliver vanskelig. Hver gang der opstår et nyt problem, må partier med fundamentalt forskellige politiske instinkter sætte sig til forhandlingsbordet i koordinationsudvalget. 

Et forventet abespil om sammenbrud

Uanset hvordan forhandlingerne ender, er de kun til Mette Frederiksens fordel. 

Hun kan reelt begynde politiske forhandlinger om centrale dele af en ny regerings program - uanset hvem der ender med at sidde i den.

Selv hvis det ender med en rød regering, vil Mette Frederiksen for eksempel kunne gå fra Marienborg med en aftale om de bærende principper i en sundhedsreform forhandlet på plads med Moderaterne og måske flere partier.

Derfor virker det som en proces, der kan trække ud over ganske lang tid.

Mette Frederiksen kan ikke forlade Marienborg uden at det står glasklart for alle, at hun har gjort alt for at skabe en bred regering og strakt sig langt politisk, for at det skal kunne lade sig gøre. 

For hvis den afskyelige snemand - den brede regering hen over midten - heller ikke viser sig denne gang, så begynder abespillet om, hvem der skræmte den væk.