Socialrådgivere: Digital chikane er tæt på at blive et vilkår for offentligt ansatte

SOM SOCIALRÅDGIVERE MØDER VI ofte borgere i svære situationer. Det kan være en borger med skizofreni, som står til at blive sat ud af boligen. En mor eller far, som har fået frataget forældremyndigheden. En borger i jobcenteret, som skal i arbejdsprøvning. I langt de fleste af vores sager har vi et godt samarbejde med borgerne, deres bisiddere og deres partsrepræsentanter, og som regel oplever borgerne at få hjælp til at navigere i den vanskelige situation, som de står i. 

Indimellem giver det dog også anledning til skuffelse, vrede og konflikter, når vi skal udøve den myndighed, som hører med til vores arbejde. Det formår vi som regel at håndtere, men smartphones og SoMe har desværre betydet, at nogle af disse konflikter udvikler sig til digital chikane, hvor socialrådgivere bliver hængt ud online med navn og billede eller via lydklip og videooptagelser fra arbejdssituationer, som deles uden socialrådgiverens samtykke.

LÆS OGSÅ: Danmarks største forskningsprojekt om digital chikane er i gang

I de online kommentarspor akkompagneres det som regel af nedladende og grænseoverskridende ukvemsord eller anklager om bedrageri og ulovligheder, og det sker også, at den digitale chikane får følgeskab af deciderede trusler eller finder vej til den fysiske verden. 

Det kan have indgribende konsekvenser for den enkelte socialrådgiver. Når en medarbejder udsættes for chikane, skal arbejdsgiverne bakke dem op – og ulovlige hændelser skal anmeldes til politiet eller til Datatilsynet. Både for at vise, at man tager det alvorligt, men også for at sikre, at medarbejderen har dokumentation, hvis hændelserne over tid udløser belastningsreaktioner eller PTSD. Samtidig skal man på arbejdspladsen arbejde med at genetablere den gode relation med borgeren. Det er en svær, men nødvendig, balancegang. 

POLITIKERNE HAR DOG OGSÅ et ansvar for at forebygge problemet. En stramning af reglerne for aktindsigt er på vej med henblik på at gøre det sværere at få indsigt i eksempelvis borger- og personalesager, hvis formålet vurderes at være chikanøst. Det skal selvfølgelig ske med respekt for borgerens ret til at få indsigt i egen sag, men jeg er tryg ved, at den rette balance kan findes. 

Over årene har politikerne for eksempel skabt et beskæftigelsessystem med så lave ydelser og så udpræget kontrol, at mange borgere føler, at de løber panden mod muren igen og igen, samtidig med at de balancerer på kanten af fattigdom. Det høje desperationsniveau gør det både svært at arbejde med borgerne, men det øger også konfliktrisikoen. Det er der behov for at gøre op med. 

LÆS OGSÅ: Hver tredje HK'er i jobcentre: Vi presser syge borgere for meget

Derudover er der brug for at sikre socialrådgiverne den fornødne tid til arbejdet med borgerne. Hvis man har tid til at opbygge en tillidsfuld relation til borgeren undervejs i sagsbehandlingen og efterfølgende forklare afgørelsen ordentligt, så kan socialrådgiverne i de fleste tilfælde forebygge konflikter. Hvis man derimod har så travlt, at man ikke kan forberede sig på mødet med borgeren eller er nødt til at haste sig igennem komplekse afgørelser, så udgør det en risiko for konflikter, som kan udvikle sig til chikane, trusler og vold. 

I forlængelse af dette bør socialrådgiverne også have ret til supervision, så man som medarbejder får et rum, hvor man kan reflektere over sin egen praksis og rolle – både i de sager, hvor alt er forløbet fint, men også i de sager, hvor noget er gået skævt. På den måde kan supervision både bidrage til at skærpe socialrådgivernes praksis, så man bliver en bedre udgave af sig selv i mødet med borgerne, men det kan også være et velkomment rum til at få efterbehandlet svære episoder. 

LÆS OGSÅ: Jobcenter-ansattes virkelighed: Dødstrusler, jernstænger og chikane-SMS'er i fritiden

Endelig er der brug for at justere lovgivningen, så det bliver sværere at chikanere og hænge socialrådgivere og andre offentligt ansatte ud med navn, billeder og andre personlige informationer. Som lovgivningen ser ud i dag, er det kun de allergroveste tilfælde, der er omfattet af straffeloven og persondataloven. 

DER SKAL SELVFØLGELIG VÆRE frie rammer for at kritisere både lovgivning og praksis i jobcentrene eller andre steder i den offentlige sektor, og derfor kunne jeg ikke drømme om at forhindre borgerne i at gøre netop dét. 

Men er det virkelig nødvendigt at dele et billede af Birgitte eller Ayse og deres fulde navn, fordi man er utilfreds med et afslag eller en sanktion? Det mener jeg ikke. Vil man dele sin utilfredshed med systemet i det offentlige rum, så bør de konkrete medarbejdere være anonyme. Vil man derimod klage over en konkret medarbejder, så må det ske gennem de officielle klageadgange.

LÆS OGSÅ: Borgere filmer og chikanerer offentligt ansatte online

Som socialrådgivere går vi på arbejde velvidende, at vi møder borgere i krise. Vi lever med, at arbejdet kan være konfliktfyldt, for med gode rammer og med den rette støtte fra kollegaer og ledelse kan vi som regel navigere i det, selvom det er svært. Der er dog stor forskel på konflikter og digital chikane, og sidstnævnte må aldrig blive et vilkår for socialrådgivere eller andre offentligt ansatte, og derfor håber jeg, at politikerne vil tage dette voksende fænomen alvorligt.