Mindre kaos efter Metoo: Vi skal ikke acceptere udsagnet 'jeg føler mig krænket'

Metoo har medvirket til et kæmpe civilisatorisk fremskridt.

Verden over har det været alt for almindeligt, at man(d) kunne krænke andre på arbejdspladsen, herunder seksuelt, uden at offeret kunne gøre ret meget bagefter.

Det er vældig godt, at kulturen nu ændres betydeligt, så der er meget mere opmærksomhed på overgreb, misbrug, forulempelser osv.

Tingene ryger imidlertid nemt i den modsatte grøft, når så lang tids uretfærdighed får luft.

LÆS OGSÅ: Kortlægning: Nyt forløb kan blive guld værd i kampen mod krænkelser og tidspres

Jeg vil gerne i nogle små indlæg pege på nogle ting, som kan modvirke, at tingene ender i nye uretfærdigheder, bare med andre ofre.

Jeg foreslår, at vi ikke accepterer udsagnet ’jeg føler mig krænket.’ Forstået som baggrund for en anklage.

For det er jo det, udsagnet bruges til. Man retter en beskyldning mod en person, med en forventning om at dem, som har magt over vedkommende sanktionerer.

De kan og bør som udgangspunkt ikke problematiseres, endsige diskuteres. Det er så at sige krænkende.

Man kan ikke argumentere med eller mod en følelse.

’Jeg føler mig krænket’ kan logisk set modsiges med: ’det føler jeg ikke.’ Man kan tilføje: ’Jeg føler faktisk, det er krænkende, at du kalder mig for krænker. ’

Forskel på følelser og oplevelser

Dette konfliktoptrappende dødvande kommer vi kun ud af ved at insistere på forskellen på følelser og oplevelser. 

Følelser er personlige, indre, kropsligt funderede reaktioner på andres handlinger (eller på egne forestillinger om verden, herunder andres handlinger og hensigterne bag).

At være ’krænket’ er ikke en følelse. Det er en oplevelse med en indbygget appel, forventning, krav.

Man forventer, at nogen gør noget ved krænkeren. Det har man ligefrem krav på i et retssamfund og ud fra arbejdsmiljøloven.

Men oplevelsen må - for at blive gjort gældende som en klage, noget som nogen skal håndtere - begrundes.

Man må principielt kunne henvise til, at den anden gjorde sådan og sådan. Man må så samtidig tåle, at den anden har ret til at komme med sin version. Det hedder i juraen kontradiktion.

Hvis ikke B faktisk gjorde det, som A oplever/hævde, er problemet (følelsen) jo kun inde i offerets hoved. Det kaldes paranoia, når det er ekstremt. I dagligdags form er det helt uundgåeligt, at vi er subjektive og opfatter tingene forskelligt.

Det giver ofte problemer. Specielt hvis vi siger ’krænket!’ og derefter tror, at vi har sandheden derom. Det er en krænkelse af modparten.

Tom Mårup har arbejdet med håndtering af arbejdspladskonflikter i 30 år. Han er cand.mag. i filosofi og psykologi.