Glen er nomineret til Årets AMR: "Jeg har altid haft et beskyttergen"

Udklip
Glen Ejby Jensen imponerede en underviser så meget på et kursus, at hun efterfølgende valgte at indstille ham til prisen som 'Årets AMR'. Foto: Privat
Glen Ejby Jensen er en af de fem nominerede finalister til titlen som ‘Årets AMR’, der kåres af A4 Medier 17. november i DR’s Koncerthus. Mekanikeren er stolt over anerkendelse og håber, at prisuddelingen kan være med til øge opmærksomheden på arbejdsmiljø endnu mere.

"Jeg har altid haft et beskyttergen og en trang til at hjælpe andre. Tingene skal gøres ordentligt. Derfor valgte jeg at blive arbejdsmiljørepræsentant."

Orderne kommer fra Glen Ejby Jensen, der foruden at være mekaniker hos Jan Nygaard i Glostrup, er en af dem fem nominerede til prisen som 'Årets AMR', der uddeles af A4 Medier 17. november i DR's Koncerthus. 

LÆS OGSÅ: Susanne er nomineret til ‘Årets AMR’: “Det er den største anerkendelse, man kan få”

Og den nominering gør ham stolt: 

"Jeg er ekstremt stolt af, at det er blevet bemærket, hvor meget jeg går op i arbejdsmiljø, og hvor stor en betydning det har for mig," fortæller Glen Ejby Jensen, der har været ansat hos Jan Nygaard i 12 år - de seneste fire som AMR. 

Årets arbejdsmiljørepræsentant 2022: 

Arbejdsmiljørepræsentanter udfører en stor opgave på arbejdspladsen. De sætter sig ind i lovgivningen, anmelder skader, tager kampe på kollegernes vegne og arbejder sammen med ledelsen for at sikre et godt arbejdsmiljø.

Det hylder A4 Medier den 17. november, når 'Årets AMR' for første gang uddeles til den store prisfest i DR's Koncerthus.

Prisen gives af A4 Medier og HK Hovedstaden til en arbejdsmiljørepræsentant, der med engagement kæmper for et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen. 

De fem nominerede finalister er: 

- Susanne Street, Rødovre Hjemmesygepleje, Dansk Sygeplejeråd

- Anette Irene Christensen, Rengøringen i Tårnby Kommune, FOA

- Glen Ejby Jensen, Jan Nygaard A/S, Glostrup, Dansk Metal

- Karsten Madsen, Danish Agro, 3F - Fagligt Fælles Forbund

- Stig Rud Sandholm Lauritsen, John Jensen VVS A/S, Blik- og Rørarbejderforbundet

Indstilling fra uventet kant

Blandt de mange indstillinger af kandidater til prisen som 'Årets AMR', som de fem nominerde finalister er valgt ud fra, skiller Glen Ejby Jensens sig ud. 

Den kom nemlig fra en underviser, han havde haft i et kursus om psykologi og samarbejde på Metalskolen, som var blevet så begejstret af hans passion og indsats for arbejdsmiljøet, at hun efterfølgende valgte at indstille ham. 

Glen forstår vigtigheden i at tage arbejdsmiljøproblemerne i små bidder og skabe synlige, holdbare og ordentlige resultater
Majbritt Kidmose, indstiller af Glen Ejby Jensen til 'Årets AMR'

Og at der skulle komme en indstilling fra den kant, havde Glen Ejby Jensen slet ikke set komme.

"Jeg blev meget overrasket over, at det kom derfra. Men også virkelig glad selvfølgelig, for jeg brænder for det, og jeg må jo åbenbart have gjort et godt indtryk på kurset med min interesse," lyder det fra Glen Ejby Jensen. 

Majbritt Kidmose er underviseren, der blev så imponeret af Glen Ejby Jensen, at hun efter kurset tog en snak med hans lokale metalafdeling og valgte at indstille ham til prisen som 'Årets AMR'.

Hun fortæller:

"Kendetegnet ved Glen som arbejdsmiljørepræsentant er, at han forstår vigtigheden i at tage arbejdsmiljøproblemerne i små bidder og skabe synlige, holdbare og ordentlige resultater. Han har bidraget med forebyggelse af både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø."

Den foreløbige kulmination 

Om det bliver Glen Ejby Jensen, der løber af med prisen som 'Årets AMR', finder han og de andre nominerede ud af ved kåringen den 17. november i DR’s koncerthus, hvor én af de fem tillidsvalgte foruden titlen også kan forlade den store prisfest med en check på 25.000 kroner til arbejdspladsens medarbejderforening eller faglige klub.  

LÆS OGSÅ: Efter mere end 30 år som AMR kan Karsten blive landets bedste: "Det er sgu flot, de vil hædre den gamle"

Og ligemeget hvad håber Glen Ejby Jensen, at prisudelingen kan være mere til at sætte arbejdsmiljø endnu mere på dagsordenen - ligesom nomineringen også er den foreløbige kulmination på hans egen indsats som AMR, fortæller han: 

"Det sætter virkelig en tyk streg under, at det her er noget, jeg kæmper for. Jeg håber, det er med til at vise mine kolleger, at der er en, der virkelig går op i det for os, og opmærksomheden i det kan hjælpe med at inkorporere endnu bedre vaner i hverdagen." 

GDPR