Mange smittes med covid-19 på job uden at melde det som arbejdsskade

20200514-093957-L-1920x1280we
Cirka halvdelen, der har anmeldt en coronaarbejdsskade, arbejder enten med sygeplejerskearbejde, social- og sundhedsarbejde i private hjem og på plejehjem eller med omsorgsarbejde på institutioner og på hospitaler. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
TEMA: Corona i Danmark
11,9 procent af landets coronasmittede vurderer, at de er blevet smittet på arbejdet. Alligevel har kun cirka fem procent af alle smittede anmeldt sygdommen som arbejdsskade til Arbejdstilsynet.

For præcis et år siden blev det med Arbejdstilsynets vejledning muligt at få anerkendt smitte med coronavirus som en arbejdsskade.
Alligevel ser det ud til, at under halvdelen af de personer, der er blevet smittet på jobbet, rent faktisk får det meldt som en arbejdsskade.

Det bekymrer, forbundssekretær i FOA, Maria Melchiorsen:

- Det er beskæmmende, at det ser ud som om, at der er nogle derude, som ikke har fået sygdommen anmeldt. Vi kan jo se ud fra tallene, at der ikke er de anmeldelser, der burde være, siger hun til Fagbladet FOA.

LÆS OGSÅ: Bivirkninger efter coronavaccination anerkendt som arbejdsskade: Har krævet behandling og indlæggelse

Mens der i de seneste 12 måneder har været 12.592 anmeldelser af covid-19 som en arbejdsskade til Arbejdstilsynet, har der ifølge en opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed været godt 28.500 personer, der vurderer, de er blevet smittet på deres job eller uddannelse.

Det er arbejdsgiverens ansvar at anmelde coronavirus som en arbejdsskade til Arbejdstilsynet, hvis det kan sandsynliggøres, at man er smittet på arbejdet.

Cirka halvdelen, der har anmeldt en coronaarbejdsskade, arbejder enten med sygeplejerskearbejde, social- og sundhedsarbejde i private hjem og på plejehjem eller med omsorgsarbejde på institutioner og på hospitaler.

Men ser man på Sundhedsdatastyrelsens tal over alle smittede, har cirka 22.900 personer ansat på socialområdet – på plejecentre, bosteder og i hjemmeplejen – samt på hospitaler været smittet.

Selvom tallene ikke er komplet sammenlignelige, og selvom nogle må være smittet i deres fritid, tyder det på, at mange ansatte i udsatte fag ikke får anmeldt coronavirus som en arbejdsskade.

Det kan hænge sammen med, at mange er i tvivl – både arbejdsgivere og ansatte – om de skal anmelde det, vurderer Maria Melchiorsen. Men hun opfordrer til det:

- Nogle af de her symptomer kan indtræde meget senere, så få det anmeldt for en sikkerheds skyld. Vi ved jo ikke alt om, hvordan sygdommen kan udvikle sig på sigt.

Langt de fleste coronarelaterede arbejdsskadesager hos Arbejdsmarkedet Erhvervssikring er ikke afgjort, men af dem, der er, er størstedelen blevet anerkendt. I en mail skriver AES, at der er givet erstatning i få sager, og at de sætter revision i alle anerkendte sager et år efter afgørelsen.

GDPR