
Københavns Kommunes beskæftigelses-, integrations- og erhvervsforvaltning har snart direktionen på plads. Det sker, når Andreas Engsig tiltræder som direktør 2. marts.
Andreas Engsig kommer til at udgøre direktionen sammen med administrerende direktør Henrik Lund og direktør Signe Maria Christensen. De skal i fællesskab hjælpe den nytiltrådte borgmester på området, Andreas Keil (S), i at lykkes med det politiske arbejde.
Andreas Engsig kommer fra en stilling som vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, og han har tidligere otte års erfaring fra Finansministeriet, hvor han senest var kontorchef.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

















