A4 Beskæftigelse
Køb abonnement

EL-politiker får fremtrædende rolle i Københavns Kommunes beskæftigelsesudvalg

Navnenyt|
18. april 2024 kl. 6.00
”Jeg læser til socialrådgiver, hvor jeg har valgt beskæftigelse som valgfag. Området er utroligt vigtigt,” siger Maria Sofie Petersen. | Foto: Pressefoto/Københavns Kommune
Maria Sofie Petersen er også indtrådt i det nationale beskæftigelsesråd, hvor hun giver input til beskæftigelsesministeren i forbindelse med politiske udspil.

Beskæftigelses- og integrationsudvalget i Københavns Kommune har fundet en ny næstforperson, som skal bistå beskæftigelsesborgmesteren med at være mødeleder.

Et enigt udvalg pegede således i slutningen af februar på den 29-årige Maria Sofie Petersen fra Enhedslisten. Hun afløste partikollegaen Sinem Demir , der dog forbliver i udvalget, på posten.

Maria Sofie Petersen har beskæftigelsesområdet som sin faglige hjertesag, fortæller hun til A4 Beskæftigelse.

”Jeg går utroligt meget op i beskæftigelsespolitik. Jeg læser til socialrådgiver, hvor jeg har valgt beskæftigelse som valgfag. Området er utroligt vigtigt,” siger den nye næstforperson.

LÆS OGSÅ: Socialrådgivere dumper "vild model" om fritvalg: Jobcentre gøres til supermarkeder

Hun er sikker på, at hendes grundviden fra studiet kan være en stor fordel i det politiske arbejde.

”På grund af mit studie ved jeg, at beskæftigelsesområdet er mere komplekst end som så. Der er utroligt mange mennesker i København, der er uden arbejde. Det er ikke, fordi de ikke ønsker at have et arbejde. Men vores arbejdsmarked er ikke særligt rummeligt lige nu, og det skal vi gøre noget ved,” forklarer hun.

Samtidig er Maria Sofie Petersen indtrådt i det nationale beskæftigelsesråd, der består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter samt kommunalpolitikere. 

Rådet rådgiver blandt andet beskæftigelsesministeren om større politiske udspil.

Maria Sofie Petersen har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden 2022.

Mere fra A4 Beskæftigelse

GDPR