
Til sommer skal ZBC - Zealand Business College have ny direktør efter knap ti år.
Det skyldes, at nuværende direktør Michael Kaas-Andersens kontrakt udløber 30. juni 2026, og han har ingen planer om at få kontrakten forlænget.
Det fortæller han til A4 Uddannelse.
Der er flere grunde til, at Michael Kaas-Andersen ønsker at stoppe som direktør til sommer. En af dem er om, at han ikke vil være med til at implementere ungdomsuddannelsesreformen.
"Jeg synes ikke, at det vil være ordentligt at stoppe efter to til tre år midt i den meget vigtige omstilling i uddannelseslandskabet. Hvis jeg skulle søge min stilling igen, så ville jeg være nødt til at køre hele vejen igennem den nye dannelse af institutions- og uddannelseslandskab helt indtil 2032," siger han.
LÆS OGSÅ: Direktør i 18 år stopper forud for fusion
Michael Kaas-Andersen er i dag 64 år, og det er da også en væsentlig grund til, at han ikke vil sidde ved roret på ZBC, når omlægningen af uddannelseslandskabet for alvor begynder.
"Til den tid (2032, red.) vil jeg være 70 år, og jeg synes ikke, at jeg skal være direktør som 70-årig. Det, synes jeg simpelthen, er for gammelt," siger han.
Michael Kaas-Andersen har arbejdet på direktionsniveau i 30 år i erhvervsskolesektoren. Han har foruden ZBC været ansat på
Teknisk Skole Slagelse. Og så sidder han i dag i en række bestyrelser - herunder VUC Vestsjælland Syd, Erhvervshus Sjælland og Praxis, som er erhvervsskolernes forlag. Derudover har han været næstformand i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i mere end fire år og bestyrelsesmedlem i over otte år.
"Jeg har prøvet rigtig mange reformer, fusioner og fissioner. Jeg har prøvet det, jeg skulle. Jeg mangler intet," siger han.
Michael Kaas-Andersen gør sig allerede nu tanker om, hvad der skal ske, når forlader posten på ZBC, men tankerne er stadig på idéplan og endnu ikke konkrete.
"Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og bruge nogle af de kompetencer, jeg har erhvervet og give noget af den viden tilbage omkring ledelse og udvikling både til sektoren og til andre, der måtte være interesserede. Jeg vil bruge de sidste to måneder på at finde ud af, hvad det konkret kan være," siger han.

















