David Trads: Lige nu ligner Danmark en bananrepublik
JO, JEG VED GODT, at Danmark er et monarki, men lige nu ligner vi altså en bananrepublik – for se bare på disse tre bizarre nyheder:
Ét: En dag før jul bliver spionchefen i al hemmelighed anholdt i lufthavnen og spærret inde. Ingen kender de konkrete anklager, men det er noget med lækage af tophemmelige, angiveligt landsskadelige informationer til medier, og, måske/måske ikke til fremmede lande.
To: En toppopulær eks-minister, stemmesluger per excellence og indtil for et øjeblik siden næstformand for det parti, som har regeret Danmark mest i dette århundrede, bliver dømt til ubetinget frihedsberøvelse i Rigsretten, og skal snart i fodlænke eller bag tremmer.
LÆS OGSÅ: Madsen: Nej, Støjberg, de danske værdier vandt i Rigsretten
Tre: Et vigtigt parti, det mest afgørende i 2000’erne, er ved at vælge ny formand, og valget falder formentlig på en politiker, som historisk har fået flest stemmer af alle, men som lige har fået ophævet en fængselsdom for svindel, fordi dommeren viste sig at være hamrende inhabil.
De tre personer i centrum for de aktuelle sager – Lars Findsen, Inger Støjberg og Morten Messerschmidt – er alle symboler på en udvikling, som har taget fart i de forløbne år
David Trads, politisk kommentator
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man ikke tro, at man var i pæne Danmark. Det ligner meget mere en scene fra Sydamerika eller Afrika – eller for den sags skyld fra det politiske operetteland, Italien:
Politikere og topembedsmænd på vej ind og ud af retsbygninger; ind og ud af fængsler; anklaget for grundlovsbrud, landsforræderi, svindel med betroede midler!
JEG FORESTILLER MIG en korrespondent fra et andet land, der ankommer til København for at skrive om, hvad pokker der sker i Danmark – og som for en gang skyld kan bruge det fortærskede Shakespeare-citat fra Hamlet uden at blive anklaget for at forfalde til klicheer:
'Something is rotten in the state of Denmark.'
De institutioner, som hidtil og berømmet har sikret, at Danmark historisk har været et af kloden mest transparente og mindst korrupte lande, er under pres
David Trads, politisk kommentator
De tre personer i centrum for de aktuelle sager – Lars Findsen, Inger Støjberg og Morten Messerschmidt – er alle symboler på en udvikling, som har taget fart i de forløbne år:
Topembedsfolk og toppolitikere, som går til kanten og ofte langt over kanten, og som ud over pompøst at afvise enhver anklage også går til angreb på de autoriteter, som står bag anklagerne. Politifolk, anklagemyndigheder og dommere bliver konstant hængt ud.
Findsen kaldte forleden i retten anklagerne mod ham for 'vanvittige'. Støjberg insisterer på at kalde det, som officielt hedder 'instrukssagen' for 'barnebrudssagen'. Messerschmidt taler uafladeligt om en 'politisk dom'.
LÆS OGSÅ: Danske forskere i opråb: Må sygemelde sig efter politikerangreb
Der er dem, som vil sige, at de tre sager understreger, at det danske system virker. At myndighederne opsnapper ulovligheder; retsforfølger dem, de anser for skyldige; fører sager i domstolene; inden uafhængige dommere fælder dom.
Det er på overfladen helt korrekt.
DET DYBT PROBLEMATISKE er imidlertid, at vi står midt i så mange sager – ud over de tre nævnte er der også den fængselsdømte hærchef, Britta-sagen, den igangværende mink-kommission med mere – som alle sammen tegner konturerne af et ubehageligt mønster:
De institutioner, som hidtil og berømmet har sikret, at Danmark historisk har været et af kloden mest transparente og mindst korrupte lande, er under pres. Det foregår på alle niveauer i det offentlige – i ministerier, blandt politikere, i toppen af embedsværket.
Vi taler ikke bare om enkeltstående sager. Vi taler om en tendens.
Man får lyst til at synge, som Natasja i det ikoniske hit:
"Ey Danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage ligesom i de gamle dage"
David Trads, politisk kommentator
Sagen mod Findsen er den mest alvorlige:
Vi kender ikke sagens omfang, fordi næsten alt er tophemmeligt og varetægtsfængslingerne af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste er foregået bag dobbeltlukkede døre.
LÆS OGSÅ: Djøf vil granske om embedsmænd misbruges i politisk magtspil
Ingen aner – endnu – om Findsen ender med at blive dømt, eller om sagen opgives. De forløbne par års rod i og omkring forsvaret gør, at alle muligheder må betragtes som mulige. Det er på mange måder symptomatisk for en bananrepublik, at det hele er så usikkert, så tilfældigt, så hemmelighedsfuldt.
Man får lyst til at synge, som Natasja i det ikoniske hit:
"Ey Danmark, hvad sker der for dig?
Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage ligesom i de gamle dage."