Virksomheder langer ud efter regeringen: Det går for langsomt med reformerne!

20201127-133131-4-1920x1279we
Humac, der blandt andet har en butik i Magasin, mangler ansatte til kædens butikker, og den adm. direktør finder regeringens reformudspil uambitiøst. (Arkivfoto) Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Regeringen har fejlbedømt, hvor alvorlig situationen er, mener en direktør.

Det går alt for langsomt med de reformer, der skal skaffe arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.

Sådan lyder det nu fra flere af de virksomheder, der desperat mangler hænder, skriver Børsen.

LÆS OGSÅ: Få arbejdsløse i EU vil til Danmark for at arbejde

I en rundspørge blandt 1081 af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder bakker ni ud af ti op om, at regeringens reformudspil er for uambitiøst. I samme undersøgelse peger 83 pct. på, at der bør åbnes for mere udenlandsk arbejdskraft.

Regeringen spillede i september ud med forslaget "Danmark kan mere I," men forhandlingerne er ifølge Børsen gået i stå. Og det skuffer i blandt andet butikskæden Humac, hvor adm. direktør Michael Bech mener, at regeringen har fejlbedømt, hvor alvorlig situationen er.

Han finder det derfor uambitiøst, at regeringen med sit reformudspil vil øge arbejdsudbuddet med 10.500 personer i 2025.

- Med den ophedning, vi har i jobmarkedet lige nu, så kommer de her 10.500 i et Excel-ark på sigt slet ikke til at flytte noget som helst. Det er langt flere hænder, der skal findes, og der skal tages helt andre greb i brug, hvis man skal løse det her, siger han til Børsen.

Lige nu mangler han syv sælgere og tre butikschefer til kædens 23 butikker, ligesom han har måttet droppe planerne om at åbne to nye butikker, da han ikke tror på, at han kan finde ansatte nok.

Og politkerne er nødt til at sikre mere arbejdskraft, mener adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

- Der burde hellere være en løsning i dag end i morgen, og i hvert fald ikke først efter jul. Samtidig vil de reformer, der er lagt op til fra regeringens side, først have en effekt i løbet af to-tre år. Vi har brug for løsninger, der kan sikre arbejdskraft allerede i de kommende måneder, siger han til Børsen.

LÆS OGSÅ: Ledigheden er lav - men hvor lav kan den blive?

GDPR