Akademikerne: Er fire dages arbejdsuge den dåseåbner, der kan give bedre balance, mindre stress og bedre trivsel?
JEG HAR LIGE HOLDT en workshop for den europæiske fagbevægelse om fleksibelt arbejde. Om det at mange af os potentielt kan arbejde alle steder og på alle tider af døgnet. Om det positive i fleksibiliteten. Og om udfordringer med blandt andet at opretholde sunde grænser til privatlivet.
Et emne fyldte på workshoppen: Fire dages arbejdsuge. Den betragtes på tværs af Europa som en dåseåbner, som skal give bedre arbejdslivsbalance, mindre stress og bedre trivsel. I Spanien er man for eksempel så langt, at man har afsat ti millioner euro til, at små og mellemstore virksomheder kan forsøge sig med at organisere arbejdet i fire dages arbejdsuger, uden at de løber en økonomisk risiko.
LÆS OGSÅ: Fire dages arbejdsuge og drømmeskemaer skal få flere til at arbejde på fuldtid
Der er dog et åbenlyst paradoks. På den ene side står vi i Danmark over for et behov for at øge arbejdsudbuddet og modvirke manglen på arbejdskraft – og herunder at flere skal arbejde mere. På den anden side har vi et ønske om at få mere tid til familien, børnene og andre prioriteter i livet.
DET STORE SPØRGSMÅL ER: Kan vi forene disse to hensyn og dette vel at mærke uden, at det skaber mere stress og flere sygemeldinger?
Og kan fire dages arbejdsugen være det ”mirakelmiddel”, der skal til?
Mine europæiske kolleger siger samstemmende: Der er effektivitets- og produktivitetsgevinster at hente. Altså, den enkelte medarbejder får mere af det ”rigtige” arbejde fra hånden på færre dage. Med det ”rigtige” arbejde, menes, at man ikke blot kan fordele arbejdet ud på fire dage, uden at der samtidig fokuseres på, hvilket arbejde, der udføres og hvordan. Og at det i høj grad er medarbejderne selv, som ved hvilke opgaver, som er meningsfulde og bedst bidrager til at lykkes med selve formålet med arbejdet.
RISIKOEN ER, at arbejdet i stedet ”intensiveres”, det vil sige, at det er pauserne og det samarbejde og samvær med kollegerne, som binder arbejdspladsen sammen, som der ikke længere er tid til. Et for intensivt arbejde kan føre til stress, på samme vis som et arbejde, som rækker for langt ind over privatsfæren.
Indførelse af en fire dages arbejdsuge skal derfor gå hånd i hånd med indflydelse på eget arbejde, afskaffelsen af uproduktive møder, ufleksible arbejdsgange og endeløse godkendelsesprocedurer - for blot at nævne nogle af de tidsrøvere, som arbejdspladser slås med.
Dette er selvsagt ikke nyt. Hvem husker for eksempel ikke lean-bølgen, med sit fokus på spildtid. Tillidsreformen med sit fokus på afskaffelse af det kontrollerende, tidskrævende bureaukrati og frisættelsen af medarbejderne. Samt italesættelsen af ”pseudoarbejde”, som arbejde, der ikke bidrager til det egentlig formål?
Men måske kan fire dages arbejdsugen være det greb, som, på nogle arbejdspladser, kan betyde, at arbejdspladsen lykkes med at blive effektiv, uden at arbejdet bliver for intensivt - og hvor der samtidig skabes plads og rum til privatlivet? På andre arbejdspladser kan det være en anden form for fleksibilitet omkring arbejdstilrettelæggelsen, der skal til.
Uanset hvordan vi griber det an, kræver det, at vi gør mere af det, vi er gode til i Danmark: udviser tillid til den enkelte arbejdstager og er i konstant dialog om, hvordan vi bedst kan udføre arbejdet.