Stig er nomineret til Årets AMR: "Det er et ædelt hverv"

IMG_1353
Der en stadig masser at kæmpe for på arbejdsmiljøområdet, mener Stig Rud Sandholm Lauritsen, der den 17. november kan blive Danmarks bedste AMR. Foto: Privat
11. nov. 2022 06.00
Stig Rud Sandholm Lauritsen er en af de fem finalister til prisen som ‘Årets AMR’, der kåres af A4 Medier 17. november i DR’s Koncerthus. Han håber nomineringen kan være med til at øge opmærksomheden på arbejdsmiljø. For selv om vi er kommet langt herhjemme, er det stadig masser at kæmpe for, mener han.

Stig Rud Sandholm Lauritsen har været arbejdsmiljørepræsentant hos John Jensen VVS siden 2006 - et hverv han har klaret så godt, at nu kan blive landet bedste, når A4 Medier 17. november kårer 'Årets AMR' i DR's Koncerthus. 

Og selv om Stig Rud Sandholm Lauritsen er både glad og stolt over at være nomineret til prisen, betyder den større sags tjeneste endnu mere for ham, fortæller han:

"Det vigtigste for mig er, at man arbejder med de her ting hele tiden. Det er det lange seje træk, der skal tages hver dag, for at skabe et bedre arbejdsliv for den næste generation." 

LÆS OGSÅ: Anette blev arbejdsmiljørepræsentant ved en tilfældighed - nu kan hun blive landets bedste

Og netop den ære, som Stig Rud Sandholm Lauritsen sætter i at være arbejdsmiljørepræsentant, er noget, der kan mærkes på arbejdspladsen.

Det fortæller kollega, Klaus Mikkelsen. 

"Stig har været AMR hos os i mange år, og han bliver ved med at lægge utroligt meget engagement i det. Han tager de store kampe med de forskellige byggepladser, som tænker mere på penge end sikkerhed. Han er vellidt af alle kollegerne, og forhåbentligt fortsætter han i mange år endnu," siger han.

Årets arbejdsmiljørepræsentant 2022: 

Arbejdsmiljørepræsentanter udfører en stor opgave på arbejdspladsen. De sætter sig ind i lovgivningen, anmelder skader, tager kampe på kollegernes vegne og arbejder sammen med ledelsen for at sikre et godt arbejdsmiljø.

Det hylder A4 Medier den 17. november, når 'Årets AMR' for første gang uddeles til den store prisfest i DR's Koncerthus.

Prisen gives af A4 Medier og HK Hovedstaden til en arbejdsmiljørepræsentant, der med engagement kæmper for et godt arbejdsmiljø på arbejdspladsen. 

De fem nominerede finalister er: 

- Susanne Street, Rødovre Hjemmesygepleje, Dansk Sygeplejeråd

- Anette Irene Christensen, Rengøringen i Tårnby Kommune, FOA

- Glen Ejby Jensen, Jan Nygaard A/S, Glostrup, Dansk Metal

- Karsten Madsen, Danish Agro, 3F - Fagligt Fælles Forbund

- Stig Rud Sandholm Lauritsen, John Jensen VVS A/S, Blik- og Rørarbejderforbundet

Kæmpestor respekt for alle AMR-kollegerne 

For Stig Rud Sandholm Lauritsen er det et kardinalpunkt at slå fast, hvor stor respekt han har for den fælles kamp, som alle landets arbejdsmiljørepræsentanter sammen kæmper, fortæller han:

"Det er et ædelt hverv, og jeg tager hatten af for alle, der tager kampen for et bedre arbejdsmiljø op. Det handler om at have både det fysiske og psykiske for øje, om det så er stress, pres, nedslidning eller ulykker."

LÆS OGSÅ: Glen er nomineret til Årets AMR: "Jeg har altid haft et beskyttergen" 

Og netop den vigtighed, der er i at have de udfordringer for øje, bliver understreget af Stig Rud Sandholm Lauritsen. For arbejdsmiljø er i yderste tilfælde et spørgsmål om liv og død, påpeger han, og selv om vi er kommet et stykke af vejen herhjemme, så er der stadig masser at kæmpe for, mener han.

"Det er pressende nødvendigt, at der er nogen, der tager sig af det her, for i Danmark har vi i 2022 stadig store problemer med arbejdsmiljøet. Det er da foruroligende, at vi stadig har byggepladser uden styr på sikkerheden. Håndværkere har altså også ret til funktionel alderdom med børnebørn," siger Stig Rud Sandholm Lauritsen.

Selv fremhæver han forbedringer på asbestområdet, kampen mod nedslidning og aftaburisering af problemer med det psykiske arbejdsmiljø i særligt de mandsdominerede fag, som nogle af de store sværdslag, der fortsat skal udkæmpes.

Den større sags tjeneste

Om det bliver Stig Rud Sandholm Lauritsen, der løber af med prisen som 'Årets AMR', finder han og de andre nominerede ud af ved kåringen den 17. november i DR’s koncerthus, hvor én af de fem tillidsvalgte foruden titlen også kan forlade den store prisfest med en check på 25.000 kroner til arbejdspladsens medarbejderforening eller faglige klub.

LÆS OGSÅ: Susanne er nomineret til ‘Årets AMR’: “Det er den største anerkendelse, man kan få”

Og hvad end der sker den 17. november, forbliver Stig Rud Sandholm Lauritsens blik rettet mod den større sags tjeneste. 

"Selvfølgelig er jeg glad for at være nomineret og ville også være det for at vinde, men det vigtigste er den opmærksomhed på arbejdsmiljø, det giver med denne her prisuddeling. Forhåbentlig kan det være med til at belyse alt det hårde arbejde for forbedringer, der foregår derude hver eneste dag," siger han.