Blev Arne nedslidt på grund af et ringe arbejdsmiljø?

Jan_JFS_-_resize
Jan F. Steenhard er forperson for brancheorganisationen Arbejdsmiljørådgiverne og direktør for rådgivningsvirksomheden Joblife. Foto: Pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Mette Frederiksen turnerer lige nu med, at danskerne skal arbejde mere og længere. For der er en klar sammenhæng mellem arbejdsindsats og velfærdssamfund. Men hverken nedslidte Arne eller resten af Danmark holder 44 år på arbejdsmarkedet med vores tids arbejdsmiljø.

Har Mette Frederiksen allerede glemt sit kampagnekoryfæ, nedslidte Arne? Ham der satte et ansigt på ret til tidlig pension. I dag turnerer Mette Frederiksen nemlig Danmark rundt med en løftet pegefinger om, at danskerne skal arbejde mere. Men vi skylder at spørge: Hvorfor blev Arne egentlig nedslidt?

Som arbejdsmiljøprofessionel ser jeg dagligt eksempler på det reelle arbejdsmiljø og læser statistikken, der desværre ikke er blevet bedre på det sidste: Dansk Industri har påpeget, at vi i 2023 har det største antal dødsulykker på jobbet i 14 år. Flere arbejdsulykker end i 10 år, mere stress og flere sygemeldinger. Fagbevægelsens Hovedorganisation har for eksempel peget på, at 28 procent af alt sygefravær blandt lønmodtagere i Danmark skyldes dårligt arbejdsmiljø.

At bede folk om at arbejde mere under samme vilkår, vil desværre kun forværre den allerede elendige statistik.

LÆS OGSÅ: Analyse: Arne-plan er kun begyndelsen til et bedre arbejdsmiljø

Derfor går flere med tanker om deltid – og nogle kaster sig ud i trends som silent quitting, loud quitting og the great resignation. Altså det stik modsatte af statsministerens ønske. 

MEN HVAD ER SÅ ET GODT ARBEJDSMILJØ? Behovet for et bedre arbejdsmiljø er vigtigt som aldrig før. For et godt arbejdsmiljø er med til at øge og forlænge tilknytningen til arbejdsmarkedet. Folk uden for arbejdsmarkedet er, eller bliver mere syge, end dem der er på arbejdsmarkedet. Vi skal med andre ord gå på arbejde for at forblive raske, og hvis man bliver syg af at gå på arbejde, må der gribes ind.

Behovet for et bedre arbejdsmiljø er vigtigt som aldrig før. For et godt arbejdsmiljø er med til at øge og forlænge tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Jan F. Steenhard, forperson, Arbejdsmiljørådgiverne

Men hvordan sikrer man, at folk holder sig sunde og raske, og har lyst og mulighed for fortsat at bidrage og arbejde? 

Erfaring og forskning viser, at ledere skal digitalisere for at aflaste opgaver, som slider og belaster. Sætte tid af til kollegaskab. Sikre involverende og lyttende ledelsesformer. Anerkende balancen mellem privatliv og arbejdsliv, og finde løsninger med fokus på individet, som forandrer sig gennem livsfaserne. Sætte realistiske mål og skabe arbejdspladser med bevægelse og mental sundhed. Og meget mere.

I DE NÆSTE ÅR VIL DET DEMOGRAFISKE PRES - at vi bliver færre om at forsørge flere – presse i retning af den negative udvikling. Hvis vi altså ikke sætter ind og gør noget aktivt. Og det skal vi. For den danske arbejdsstyrke skal forblive blandt de bedste.

Dansk arbejdskultur er kendetegnet ved ansvarlige medarbejdere, som kan tænke selv, og som leverer godt og bæredygtigt arbejde. Den muskel skal vi træne og gøre stærkere for at møde fremtidens udfordringer, så den ikke bliver overbelastet og rives over.

LÆS OGSÅ: Tiden er inde, til politikerne reformerer måden, vi behandler syge medarbejdere på, så virksomhederne tager større ansvar

Sådan skaber vi arbejdspladser, som rent faktisk kan levere den flid, som statsministeren efterspørger – nu og i fremtiden.
Utallige generationer før os har puklet for at gøre vores velfærdssamfund muligt. Vi kan fortsætte den tradition – men skulle vi ikke gøre det med et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR