En faggruppes kamp mod stress må aldrig blive en “smal dagsorden”

"SMALLE DAGSORDENER" RISIKERER at stå i vejen for kampen mod de hastigt stigende stressproblemer på det danske arbejdsmarked. Og til de “smalle dagsordener” hører “specifikke faggruppers arbejdsforhold”. Synspunktet, der fremføres i A4 af to stress-eksperter, fik mig til først at studse, derefter undres og til sidst ryste på hovedet.

Studse, fordi eksperterne mener, at fokus på eksempelvis seniorer eller faggrupper risikerer at afspore den generelle stress-debat. I mit verdensbillede viser virkeligheden det modsatte.

Påvisning af stressfaktorer og udbredelsen af stress i enkelte faggrupper har tværtimod på samme tid skabt opbakning til faggruppernes krav og til krav for branchen og for hele arbejdsmarkedet.

Undres, fordi erfaringerne med faggruppers kamp for at forbedre arbejdsmiljøet i stribevis af tilfælde har været den afgørende katalysator, som førte til forbedringer af arbejdsmiljøet på deres område, og motiverede andre til at reagere.

Rysten på hovedet, fordi kategorisering af faggruppers kamp for et bedre arbejdsmiljø som noget, der kan skygge for en samfundsmæssig debat om problemerne, forekommer mig at være udtryk for en akademiker-ficering og centraliserings-tankegang, som ikke er min kop te, og heller ikke bør være fagbevægelsens.

Og så har jeg det svært med et menneskesyn, hvor det, som en faggruppe opfatter som deres største problem, risikerer at blive reduceret til “en smal dagsorden”. I mine ører lyder det som en verdensfjern betragtning fra et akademisk elfenbenstårn.

Arbejdsmiljøkampen var tredelt

I min tid som formand for FOA fyldte arbejdsmiljøet med rette stadig mere i debatterne i faggrupper, på arbejdspladser, i brancher og i faglige organisationer. Og diskussionerne om, hvordan balancen mellem arbejdsvilkår, der aftales mellem de faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer på den ene side og arbejdsmiljøforhold, der reguleres gennem lovgivning med påvirkning fra parterne på den anden, var tilbagevendende og vedholdende.

LÆS OGSÅ: Malene Friis Andersen: Momentum i stress-debatten skal udnyttes

I baggrunden stod arbejdsgivernes ledelsesret og de aftalte og lovbestemte begrænsninger. Men både i aftaler og lovgivning har der i mine øjne altid været en tredeling. Faggruppernes specifikke arbejdsmiljøproblemer, branchens tværgående problemer og arbejdsmarkedets fælles arbejdsmiljøudfordringer. Den tredeling sikrer en suverænitet for faggruppernes til at stille krav til egne arbejdsforhold og dermed også eget arbejdsmiljø og aktivt kæmpe for forbedringer.

Bevægelsen fra fabriksbeskyttelseslove til en egentlig arbejdsmiljølov blev belagt med en arbejdsmiljøkamp rejst af faggrupper og brancher.  Og i 1970’erne stillede studerende, i kølvandet på studenteroprøret , deres viden til rådighed for faggrupper med alvorlige arbejdsmiljøproblemer gennem samarbejder med studerende, læger og forskere i konkrete projekter. Ofte med deltagelse af lokale fagforeninger, men også ofte under modstand fra forbund, LO (nu FH) med DASF (nu 3F) som rosværdig undtagelse og myndigheder.

Lokale kampe rykker fortsat

I A4's artikel advarer eksperterne tillige mod at bruge kræfter på at skabe forandringer på områder, hvor andre bestemmer: “Spørgsmålet er, om man på arbejdspladserne mister fokus på det, man rent faktisk kan gøre, fordi man er så fokuseret på mindre hensyn eller ting, som ligger uden for ens indflydelsescirkel.” Jeg er lodret uenig.

Med et arbejdsmiljø reguleret både af aftaler og lovgivning skal mange spørgsmål i sagens natur ligge uden for den enkelte arbejdsplads eller faggruppes formelle muligheder for direkte indflydelse. Det forhindrer dog ikke, at problemer rejses og gøres landsdækkende.

Et konkret eksempel fra min tid: Med den første malerrapport i 1971 blev der herhjemme for alvor sat et kritisk lys på organiske opløsningsmidlers skadevirkninger. Det såkaldte malersyndrom blev sat på dagsordenen og påstanden om, at den i folkemunde døbte malerhjerne skyldtes lavere intelligens og druk, blev ryddet af vejen. Og i midten af 1990’erne ebbede sygdommen malersyndrom ud som følge af fjernelse af opløsningsmidler fra malernes arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Nye tal: Hver tredje dansker oplever jobbetinget stress, udbrændthed og nedslidning

Der var ingen eksperter ved deres fulde fem som dengang ville have påstået, at malerrapporten skyggede for en samfundsdebat om organiske opløsningsmidler. Tværtimod skabte rapporten og dens to efterfølgere netop den samfundsmæssige debat, som fjernede opløsningsmidler fra malernes og andres arbejdsmiljø.

Efterfølgende satte en lang række af denne form for rapporter et hidtil uset fokus på  for eksempel skifteholdsarbejde, belastning af bevægeapparatet, énsidigt gentaget arbejde, røg, støj og møg og farligt arbejde med epoxy og asbest. 

Og nyere arbejdsmiljøproblemer er for manges vedkommende kommet på den samfundsmæssige dagsorden på samme måde. Fra faggruppe til branche og hele arbejdsmarkedet. Der gælder også eksempelvis udbrændthed ved arbejde med mennesker, mobning og stress med dens mange forskellige udspring.

Et andet stressrelateret eksempel kunne være kravet om flere hænder til velfærdsområderne. Den debat blev rejst af de berørte faggrupper og ikke af de centrale aktører og konsulenter. For FOA's vedkommende blev kravet for alvor rejst op til overenskomstfornyelsen i 2008 med forbundets røde hænder og teksterne “mer i løn” og “flere hænder”. Men det var omsorgspersonalets oprør sommeren inde, som skubbede FOA's krav i gang.

LÆS OGSÅ: Forstå sagen forfra: Historien om det syge embedsværk

FOA var i 2016 i samarbejde med HK, PenSam Hjerteforeningen, Psykiatrifonden, Forsikring & Pension og Next Step by Bindslev med til at starte Stress Alliancen i erkendelse af, at stress havde udviklet sig til et generelt problem på hele arbejdsmarkedet, som krævede en fælles definition og en samfundsmæssig forebyggende indsats. Men anledningen var netop dokumentationen af omfanget af stressrelaterede lidelser i de berørte faggrupper.

Det aktive engagement skal dyrkes

Kamp for det gode arbejdsmiljø udkæmpes af faggrupper og brancher, som skaber forudsætningerne for en samfundsmæssig indsats. Det er det aktive engagement blandt de berørte og deres repræsentanter, der rykker. Det skal ikke erstattes af central styring i helikopterhøjde. Når faggruppernes eget engagement i eksempelvis at påvise omfanget af stress står i vejen for eksperters og konsulenters arbejde med at skabe en samfundsmæssig debat, så er helikopteren kommet for højt til vejrs.

Selvfølgelig skal faggruppers og branchers dokumentation af eksempelvis for få ansatte til antallet af opgaver hilses velkommen.
Forebyggelsen af stress og fjernelse af de grundlæggende årsager til betydelige arbejdsmiljøproblemer kræver som tidligere ofte stor ekspertviden, men stressforebyggelse skal ikke levere fri leg for konsulentbranchen. Når det gælder den offentlige sektor er der i forvejen rigeligt med konsulenter, der træder hinanden over fødderne.