
EKSPERTGRUPPEN HAR LEVERET et ambitiøst og nytænkende forslag til den kommende EPX-uddannelse, og det er værd at tage alvorligt.
Rapporten rummer en bred fagrække, klare faglige niveauer og et fokus på både teori og praksis, som gør det muligt for EPX at blive en gymnasial uddannelse med reelle muligheder videre, hvis den bliver udformet rigtigt, og her spiller niveauet en afgørende rolle, hvis den politiske målsætning om at 40 procent af en årgang skal den vej.
FGU som forberedelsesarena
Ekspertgruppen anbefaler, at EPX indeholder kendte gymnasiale fag som dansk, engelsk og matematik med tydelige niveauer, og at der er mulighed for progression til højere niveauer i overbygningen, men for at læring og færdigheder faktisk kan realiseres i praksis, kræver det tid, kontinuitet og progression - noget vi i den grad kender til på den forberedende grunduddannelse (FGU).
DEBATSERIE OM INDHOLDET PÅ EPX
Ekspertgruppens anbefalinger til det faglige indhold, strukturen og identiteten på EPX blev offentliggjort 15. december. Anbefalingerne bliver afsæt for kommende politiske forhandlinger om det faglige indhold på EPX.
Men anbefalingerne møder både modstand og opbakning blandt professionshøjskoler, erhvervsskoler, erhvervsakademier, den forberedende grunduddannelse (FGU), gymnasierne - og ikke mindst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
A4 Uddannelse har spurgt de forskellige aktører, hvad de konkret mener om anbefalingerne og bedt dem komme med konkrete nedslag. Denne debatserie viser deres forskellige synspunkter.
16. december: KP: Kun én gren peger tydeligt mod velfærdsuddannelserne på EPX
17. december: Tekniq: Plant EPX solidt – så unge får faglig power og trivsel i top
19. december: Lederne om EPX: Et vigtigt (og tiltrængt) skridt for fremtidens unge
22. december: BUPL: Stor tidsel i EPX-anbefalinger
2. januar: GL: Det tredje år på EPX hænger og dingler
6. januar: DA: EPX-anbefalinger sætter rette kurs. Men lavt fagligt niveau er en falliterklæring
7. januar: Dansk Erhverv: To spørgsmål kan rive EPX'en i småstykker
8. januar: Danske Landbrugsskoler: Der er elementer i ekspertgruppens arbejde, som kræver udforskning og formning for at kunne realiseres
15. SMVdanmark: EPX kræver en nytænkning af de boglige fag og obligatorisk efteruddannelse
20. januar: DI: Det helt afgørende, at det erhvervsrettede står i centrum i den nye gymnasiale uddannelse
21. januar: FGU-direktør: EPX skal være treårig og landsdækkende for at løfte de unge fagligt og socialt
EPX skal kunne forløbe over tre år, så eleverne får det faglige fundament, der gør dem klar til videre uddannelse. Tre år er ikke en luksus - det er en realistisk forudsætning for, at unge kan nå de niveauer, som professionsuddannelserne stiller krav om. Uden det tredje år vil EPX i mange tilfælde ende som en toårig model, der ikke lever op til de faglige krav, som uddannelserne efterspørger.
Som forberedelsesarena bør FGU spille en vigtig rolle, for på FGU møder vi hver dag unge, som ikke er klar til at springe direkte ind i et gymnasialt niveau eller ind på en erhvervsuddannelse, men som med tid, støtte og målrettet undervisning udvikler sig både fagligt og personligt. For nogle unge vil det give mening at bruge FGU som forberedelse til at være klar til at gennemføre en EPX med høje faglige niveauer.
På FGU ved vi gennem vores erfaringer, at man ikke kan forcere modenhed og færdigheder. Det kræver tid, struktureret progression og rum til udvikling. Det er samme princip, som må ligge til grund for EPX, hvis uddannelsen skal være et reelt alternativ til HF, EUX og GF1.
EPX som et landsdækkende tilbud
Hvis det tredje år, som giver adgang til flere videregående uddannelser, kun kan tilbydes i de store byer, skaber vi nye geografiske skel, og unge i yderområderne vil stå svagere, ikke fordi de er mindre motiverede, men fordi systemet ikke giver dem samme muligheder som de unge i byerne.
Vores ambition må være, at EPX både løfter det faglige niveau, styrker de unges personlige udvikling og åbner dørene til korte og mellemlange videregående uddannelser, præcis som HF har gjort det, men det kræver, at uddannelsen er treårig og kan tages alle steder.
I GL's debatindlæg peger de med rette på, at EPX kan blive en fuldgyldig gymnasial uddannelse, hvis de faglige niveauer fastholdes, og hvis uddannelsen reelt giver adgang til korte og mellemlange videregående uddannelser - præcis som HF gør i dag.
Den pointe er afgørende, hvis EPX skal forberede unge til lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, kan vi ikke gå på kompromis med hverken niveaukrav eller progression.
Men netop derfor er det også nødvendigt at sige det tydeligt: Ikke alle unge er klar til at nå et B-niveau på to år, og det er ikke et problem, så længe systemet tilbyder realistiske og værdige forberedende veje, og som tidligere nævnt bør FGU spille en central rolle som den uddannelse, hvor unge kan opbygge både faglige færdigheder og personlig robusthed, inden de starter på en EPX eller en erhvervsuddannelse.
LÆS OGSÅ: Fra 21 til 0 procent: Sådan knækkede erhvervsskole frafaldskurven
Skal EPX lykkes på de præmisser, GL selv efterlyser, kræver det både et landsdækkende tredje år og en klar anerkendelse af, at vejen til gymnasiale niveauer for mange går via FGU.
EPX har potentialet til at blive en stærk, relevant og moderne gymnasial uddannelse, som kombinerer praksis, teori og dannelse på nye måder. Men hvis uddannelsen ikke får tid og plads til progression, og hvis ikke politikerne sikrer, at EPX kan gennemføres som treårig uddannelse overalt i landet, samt at FGU kan udgøre den relevante og naturlige forberedelse til EPX, så er det langt fra sikkert, at EPX indfrier sit potentiale.
















