Analyse: OK-forlig åbner døren på klem for mere fleksibilitet

Soveposerne er pakket sammen, underskrifterne er sat, og snart venter kun medlemmernes godkendelse. OK24 er ved at nå sin ende. 

Inden startskuddet til forhandlingerne lød, stod det klart, at arbejdsmiljø ville indtage en central position omkring forhandlingsbordet, da både temaer som arbejdstid, fleksibilitet, pension og et bæredygtigt arbejdsliv fik rigeligt spalteplads på lønmodtagernes kravliste.

Der er landet forlig på alle tre borde, men hvor mange krav om arbejdsmiljø er egentlig konverteret til aftaletekst? Og blev arbejdsmiljø den gamechanger, det blev spået? 

Lad os starte fra en ende af. 

Arbejdsmiljø i forligsteksten

Skimmer man forligene på alle tre borde, står arbejdsmiljøtemaer nævnt flere steder. Enkelte steder har parterne for eksempel forhandlet sig frem til nye rettigheder for natarbejde. Mens der på statens område også er oprettet en opsparingsordning, der giver medarbejderne mulighed for at vælge mellem løn og pension.

Men langt de fleste steder, hvor arbejdsmiljøtemaer har fået spalteplads er der tale om hensigtserklæringer eller videreførelser af tidligere års aftaler. For eksempel videreføres uddannelse i ledelse af psykisk arbejdsmiljø, og parterne er blevet enige om, at man de næste to år vil drøfte, hvordan en fritvalgsordning på det offentlige område kan se ud. 

Den mest bemærkelsesværdige sejr for arbejdsmiljøet er en såkaldt opsparingsordning, der giver lønmodtagerne på alle tre områder mulighed for at pulje afspadsering og sjette ferieuge til maksimum tre ugers fri på et år. Flere eksperter har kaldt ordningen et gennembrud. 

Det er en ordning, der giver sygeplejersker, sosu'er og embedsmænd mulighed for at få mere selvbestemmelse og fleksibilitet. Men når alt kommer til alt, må det trods alt siges at være et lille skridt. For der er jo tale om frihed, som lønmodtagerne i forvejen havde. Det nye er, at de nu har ret til at spare det op til senere brug, når man for eksempel skal køre et barn ind i institution, flytte eller har brug for et par ekstra dages fri. 

Ordningen betyder ikke, at alle sygeplejersker nu kan se frem til tre ugers ekstra sommerferie eller fri hver anden fredag. Ledelsesretten ligger stadig hos arbejdsgiverne, der højest sandsynligt vil forsøge at sprede det så meget ud som muligt. 

Det er næppe en ordning, der vil dæmme op for meget af det sygefravær og stress, som plager det offentlige arbejdsmarked. Men det betyder ikke desto mindre, at lønmodtagerne får lidt mere medbestemmelse over deres arbejdstid, og for nogle grupper kan det være afgørende. 

Staten ramte en mur

Kampen for et bedre arbejdsmiljø har især været anført af de statslige lønmodtagerorganisationer, der med historier om nedslidte embedsmænd og hverdag hvor alting haster er gået foran med en lang række krav på dét område. 

Godt nok var det på det statslige bord, at opsparingsordningen blev sikret for hele det offentlige arbejdsmarked, men det var også stort set det eneste, de kom igennem med på den dagsorden. 

Det tyder på, at Akademikerne og arbejdsgiverne står meget langt fra hinanden. 

Men Akademikernes formand, Lisbeth Lintz, har allerede proklameret, at de vil forfølge dagsordenen i de kommende offentlige overenskomstforhandlinger, der starter om bare to år. 

Det bliver derfor især interessant at følge, hvor meget opsparingsordningen rent faktisk bliver brugt på arbejdspladserne - er der en indgroet kultur for overarbejde og efterstræbelse, som gør at man ikke går til chefen, når man har ret til afspadsering? Eller vil embedsmændene netop på grund af den stressede hverdag gøre krav på alt overarbejde?

Samtidig træder den nye lov om tidsregistrering i kraft 1. juli, der netop tvinger arbejdsgiverne til at føre regnskab over, hvor meget medarbejderne egentlig arbejder.

Både arbejdsgiver og lønmodtager vil altså holde skarpt øje med udvikling her for at se, om de kan fiske nye argumenter i hver deres favør til at bruge ved forhandlingerne om to år. 

Arbejdsgiverne holdt stand

Arbejdsgiverne mødte lønmodtagernes krav om fleksibilitet og selvbestemmelse med stramme miner. De ville for alt i verden ikke skrive under på ordninger, der kunne forringe arbejdsudbuddet og risikere at forværre den dundrende rekrutteringskrise.

Det kan man også læse af de endelige forlig. For med en opsparingskonto for overarbejde har de undgået netop det. Det er der ikke risiko for, for der er ikke tale om ny frihed. 

Men selvom de holdt stand denne gang, bliver de nødt til at tage endnu et ryk ved de næste forhandlinger, hvis de skal gøre det attraktivt at blive pædagog, servicemedarbejder eller embedsmand i staten. For der er ingen tvivl om, at selvbestemmelse, frihed og fleksibilitet er en vare i kraftig efterspørgsel, og det bliver uden tvivl også et tema ved OK26. 

Selvom det ikke blev i år, at arbejdsmiljø blev den helt store gamechanger, er kampen for mere fleksiblitet åbnet på klem med OK24. Og hvad der sker frem til OK26 kan vise sig at blive en murbrækker for fleksibiliteten og selvbestemmelsen.