Husker du dine pauser?
Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.
Langt størstedelen af HK Stats medlemmer er igen sendt hjem i privaten under endnu en coronanedlukning. Og selv om de fleste holder meget af hjemmearbejde, så er der en fare for, at man mister pusten i den isolerede effektivitet. Det skriver HK Stat.dk.
Undersøgelser om arbejdsmiljøet under corona har vist, at flertallet af medarbejdere har oplevet en større effektivitet under hjemmearbejde. Men tilsvarende har de fleste siddet solo adskillige timer i træk ved skærmen. Det har betydet langt færre afbræk og pauser end normalt. Og midt i den almindelige usikkerhed på grund af pandemien er det også uklart for mange af de hjemmearbejdende, hvad der egentlig forventes af dem på en ’normal’ arbejdsdag hjemme ved spisebordet.
LÆS OGSÅ: Psykologer: Ansatte i knæ efter måneders corona-hjemmearbejde
Andre bliver generelt desillusionerede over situationen og ruller direkte ud af sengen for at sætte sig ned foran første virtuelle møde, mens de ikke kan finde en vej ud af meningsløsheden.
Næsten alle undersøgelser dokumenterer, at savnet af den sociale kollegakontakt for de hjemsendte er meget udtalt. Dermed forsvinder også et par af dagens naturlige pauser. Kombineret med en dårlig arbejdsstation kan ensomheden ved skærmen og de alt for få pauser blive en giftig cocktail for helbred og velvære.
To typer pause
Træningspausen: Enkle øvelser i nakke og skuldre i blot 60 sekunder får iltet blod til de anspændte muskler og fjerner affaldsstoffer. Når du gør det 1-2 gange i timen, kan du forbygge mange af de smerter og gener, der følger af fastlåste arbejdsstillinger ved skærmen.
Koncentrationspausen: Rejs dig fra stolen og træk dig mentalt tilbage fra den opgave, du er i gang med: Hvad skal du prioritere i den kommende time? Mærk efter i din krop og sæt gang i bevægelse og blodomløb dér, hvor du spænder og har ondt.
Kilde: Krop & Kontor.dk
Derfor er det så vigtigt, at du – uanset om du sidder ved den tjekkede arbejdsstation eller hænger over stuebordet – får taget en mindre pause for hver times arbejde. Rejs dig op, og brug pausen til at tanke op med noget, der ikke har med arbejde at gøre. Gå en tur, kig ud ad vinduet sammen med en kop kaffe i 10 minutter eller lav et par enkle øvelser for din trætte kontor-krop.
Hjernen kommer på overarbejde
HK Stats arbejdsmiljøkonsulent Betina Halbech advarer mod de ekstra belastninger, der opstår, hvis man tilmed har meget travlt og derfor typisk vil skrue ekstra op for intensiteten og arbejde længere og hårdere uden afbræk. De naturlige pauser, som vi får via fællesskabet, er således forsvundet, og det er i sidste ende uhensigtsmæssigt. Både for hjernen og for opgaveløsningen, pointerer hun.
- Mennesker er ikke skabt til at være i konstant aktivitet. For at kunne præstere optimalt har vi brug for at skifte mellem aktivitet og hvile; at ’lade op’ til at klare opgaverne, siger Betina Halbech.
LÆS OGSÅ: Er du gået kold i corona-hjemmearbejde? Her er et par gode råd
Når vores hjerner er på overarbejde, og vi ikke holder pauser, kommer vi til at træffe kortsigtede og irrationelle beslutninger, forklarer hun:
- Udsættes hjernen for et bombardement af informationer, bliver dens kapacitet hurtigt opbrugt. Det slider og går ud over evnen til at præstere og levere kvalitet i opgaveløsningen.
Pauser øger koncentrationen
Arbejdet kan altså uden de nødvendige pauser løbe af med én og i sidste ende føre til et dårligere resultat. Man skal derfor sørge for at restituere ind imellem. Restitution sker ikke kun, når vi sover, men kan foregå på mange måder, forklarer Betina Halbech.
- Vi holder også pause, når vi stopper op og gør noget andet eller sætter tempoet ned. Det er forskelligt, hvor mange, hvor lange og hvilken slags pauser vi har brug for, afhængig af hvad vi laver, og hvad vi arbejder med. Skal vi arbejde hurtigt eller anstrenge os meget, har vi måske brug for at slappe af eller lave noget mindre krævende ind imellem. Sidder vi meget stille, har vi brug for at bevæge os. Skal vi forholde os til mange mennesker i arbejdet, selv om vi arbejder hjemmefra, har vi måske brug for at være alene.
- Det er vigtigt at huske, at pauser faktisk øger ens præstationsevne, siger arbejdsmiljøkonsulenten.
Fem tip til pauser i arbejdsdagen
• Strukturér arbejdsdagen med faste pauser, fx kaffepauser og spisepause
• Bevæg dig, når du holder pause, hvis du sidder meget stille
• Træk dig tilbage, hvis du telefonisk eller ved digitale møder har været i kontakt med mange mennesker og har brug for lidt tid alene
• Skab variation ved at skifte mellem koncentrationskrævende opgaver og lettere opgaver
• Tag et mentalt pusterum på fx 3 minutter hver time, hvor du lukker øjnene og trækker vejret dybt – sæt eventuelt en alarm.
Kilde: Krop & Kontor.dk