Fynsk kommune har gode erfaringer med fire dages arbejde: "Nu kan jeg gøre rent og handle ind fredag formiddag"

emiliepreut
"I starten var det hårdt. Man arbejder mere intensivt i de fire dage, man arbejder, men omvendt mærker man også en ekstra ro, når man har fri om fredagen," siger Emilie Preut. Foto: Privatfoto
Fire dages arbejde og fri i tre sammenhængende dage har skabt en bedre balance mellem job og privatliv for ansatte i Kerteminde Kommune. Emilie Preut, der arbejder i Borgerservice, vil ikke være sine nye arbejdsrutiner foruden.

Tidligere var 33-årige Emilie Preut ofte uoplagt og træt søndag aften. Fem dages arbejde i borgerservice i Kerteminde Kommune satte sine spor mentalt.

Nu er situationen en anden.

I øjeblikket er Emilie Preut oftest fyldt med energi, når hun siger godmorgen til kollegerne mandag morgen.

Årsagen er, at hun siden slutningen af 2021 blot har arbejdet fire dage om ugen.

"Da jeg arbejdede fem dage i træk, var jeg ret ofte træt om søndagen. Det oplever jeg ikke på samme måde længere. Jeg er ofte mere motiveret til at møde på arbejde om mandagen," forklarer Emilie Preut til A4 Arbejdsmiljø.

Serie: Fire dages arbejdsuge

A4 Arbejdsmiljø sætter i den kommende tid fokus på fire dages arbejdsuge, som stadig flere danske arbejdspladser tager til sig.

Det er blevet et konkurrenceparameter for virksomheder at kunne tilbyde medarbejdere et fleksibelt arbejdsliv. I 2019 viste en undersøgelse blandt ledere og ansatte fra Henley Business School, at 63 procent oplever, at fire dages arbejdsuge hjælper med at tiltrække og beholde de rigtige talenter.

Noget tyder på, at der er en tendens i gang herhjemme. Eksempelvis er der blevet oprettet et netværk for virksomheder, der er gået over til kun at arbejde fire dage om ugen.

Tidligere bragte artikler i serien:

Hun hjælper virksomheder med at gå over til fire dages arbejdsuge: Her er de spørgsmål, man skal stille sig selv

IT-virksomhed har ryddet op i spildtiden. Så er der i stedet fri hver fredag

Mindre stress og produktive medarbejdere: Amnesty International indfører firedages arbejdsuge

Ansatte og chefer vil have fire dages arbejdsuge

Lille virksomhed mister 500.000 kr. om året: Men investering i arbejdsmiljø er godt givet ud, mener direktør

Kommune om fire dages arbejdsuge i børnehus: "Det har været en kæmpe succes"

Maskinfabrik går på tidlig weekend: Vi skal tilbyde fleksible arbejdspladser til næste generations håndværkere

Caroline og kollegerne gik ned i timer og løn, men op i trivsel og arbejdsglæde

Forsker: Fire dages arbejdsuge gør det ikke alene - sådan får din virksomhed succes med rekruttering

International forsker: Derfor er en fire dages arbejdsuge bedre for økonomien

I december 2021 indførte Kerteminde Kommune fleksibel arbejdstid for medarbejderne i afdelingerne Borgerservice og Erhverv og Arbejdsmarked. Siden 1. juni har de nye arbejdsrutiner været gældende for alle medarbejdere i administrationen, hvis man ellers ønsker det. Det er nemlig helt frivilligt.

Plus på trivselskontoen

For Emilie Preut betyder det, at hun mandag til torsdag som regel møder ind ved syv-tiden og har fri klokken 15 eller 15.30. Med undtagelse af onsdag, hvor hun har fri omkring klokken 19.

Om morgenen fra otte til ti har Emilie Preut og kollegerne "fokuseret arbejdstid", hvor de uden at blive forstyrret kan fordybe sig i arbejdsopgaverne. Telefonerne og e-mails er lukket ned i de timer. Resten af arbejdsdagen går til borgerkontakt og møder.

Jeg kan mærke mere energi blandt medarbejderne. De er gladere og mere engagerede i deres arbejde, og de præsterer bedre
Søren Ravn-Nielsen, chef, Erhverv og Arbejdsmarked, Kerteminde Kommune

Når Emilie Preut har aftenvagt onsdag ringer hun til de borgere, som hun har svært ved at få fat på inden for normal åbningstid.

"Jeg bruger ikke længere så meget tid på at få kontakt til borgerne, jeg skal tale med. Det er mit indtryk, at de fleste borgere er glade for, at vi ringer om aftenen, og mange bliver overraskede over, at de kan tale med kommunen på det tidspunkt," siger Emilie Preut.

LÆS OGSÅ: Kommune vil gøre ansatte til ambassadører: Får løn for at pleje LinkedIn i arbejdstiden

Ændringerne har ikke kun gavnet for borgerne, der nu har mulighed for at troppe op i jobcentret eller hos borgerservice i ydertimerne. Det har også givet plus på trivselskontoen for Emilie Preut.

"Det er dejligt at have fri om fredagen, fordi nu har jeg bedre tid til at nå mine private gøremål. Jeg kan aftale en læge- eller frisørtid fredag formiddag."

"Det er blevet nemmere for mig at nå praktiske ting som at gøre rent, vande blomster og handle ind om fredagen, så jeg har overskud til at bruge lørdag og søndag på noget andet," siger hun.

Tre bundlinjer

En af idémændene til den fire dages arbejdsuge er Søren Ravn-Nielsen, der er afdelingschef for Erhverv og Arbejdsmarked.

Da han og kommunens øvrige ledelse i 2021 besluttede at indføre en kortere arbejdsuge, var det vigtigt, at tre bundlinjer stemte.

I starten var det hårdt. Man arbejder mere intensivt i de fire dage, man arbejder, men omvendt mærker man også en ekstra ro, når man har fri om fredagen
Emilie Preut, ansat i borgerservice, Kerteminde Kommune

Bundlinjerne handler om produktivitet, medarbejdertrivsel og tilfredshed blandt borgerne. Ingen af bundlinjerne måtte gå i minus ved at ændre måden at arbejde på, forklarer Søren Ravn-Nielsen.

"Nogle afdelinger har kørt med samme effektivitet, efter vi indførte en fire dages arbejdsuge. Andre har øget effektiviteten, men ingen er blevet mindre effektive," forklarer afdelingschefen.

Kerteminde Kommune har spurgt medarbejderne, hvad de synes om deres nye arbejdsliv, og 11 ud af 12 svarer, at fleksibiliteten mellem arbejde og privatliv er blevet bedre.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Fire dages arbejdsuge kan have positiv effekt på tre udfordringer i arbejdslivet

Kun én ud af 12 svarer, at den er den samme, mens ingen angiver, at fleksibiliteten er blevet dårligere. Det viser en intern medarbejderundersøgelse fra august i år.

Søren Ravn-Nielsen glæder sig, ikke overraskende, over tallene.

"Jeg kan mærke mere energi blandt medarbejderne. De er gladere og mere engagerede i deres arbejde, og de præsterer bedre," siger han.

Hjemmearbejde og kompetencetimer

For at nå op på en 37 timers arbejdsuge på fire dage er der indlagt to ugentlige kompetencetimer for hver medarbejder. Timerne kan eksempelvis bruges på at motionere, læse fagblade eller høre podcast om stress.

Kommunens ledere blander sig ikke i, hvad medarbejderne bruger timerne på. Det er et spørgsmål om tillid, siger Søren Ravn-Nielsen.

"Med kompetencetimerne sætter vi medarbejderne fri. De administrerer selv, hvad de bruger timerne til, og som kommune kontrollerer vi det ikke. Vi har dog en forventning om, at det er arbejdsrelateret i en eller anden forstand," siger afdelingschefen.

LÆS OGSÅ: Caroline og kollegerne gik ned i timer og løn, men op i trivsel og arbejdsglæde

Emilie Preut har blandt andet brugt timerne på at gå lange ture, mens hun har hørt podcast om stresshåndtering.

Det har været nødvendigt for hende. 

I løbet af få måneder har Emilie Preut og hendes kolleger i borgerservice nemlig skullet håndtere ukrainere, folkeafstemning og udfordringer med MitID, der er den nye digitale løsning, man bruger til at logge på offentlige hjemmesider.

Emilie Preut har nu arbejdet fire dage om ugen i snart et år. Hun vil ikke være sit nye arbejdsliv foruden.

"I starten var det hårdt. Jeg arbejder mere intensivt i de fire dage, jeg arbejder, men omvendt mærker jeg også en ekstra ro, når jeg har fri om fredagen," forklarer hun.

Foruden færre arbejdsdage har de administrative medarbejdere i kommunen også mulighed for mere hjemmearbejde. Omfanget skal dog aftales med ens nærmeste leder, og så skal det passe ind med de opgaver, der kræver, at man er fysisk til stede på arbejdspladsen.

Kerteminde Kommune er en af de første kommuner, der har indført en fire dages arbejdsuge for nogle af medarbejderne. Odsherred Kommune på Sjælland har gjort det samme.

GDPR