
MED DE EKSPERT-ANBEFALINGER til den kommende EPX, der blev præsenteret lige før jul, er der lagt op til en meget ambitiøs ungdomsuddannelse. Den skal kunne favne alle unge i Danmark, som i dag vælger 10. klasse, HF, GF1, EUX eller HHX, HTX og STX – og unge, som efter at have fået den nye grønne EPX-hue på, ønsker at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en professionsuddannelse.
Og så skal EPX være både praktisk og teoretisk funderet, være tæt forbundet til natur, virkelighed, lokalsamfund og lokale virksomheder overalt i Danmark.
DEBATSERIE OM INDHOLDET PÅ EPX
Ekspertgruppens anbefalinger til det faglige indhold, strukturen og identiteten på EPX blev offentliggjort 15. december. Anbefalingerne bliver afsæt for kommende politiske forhandlinger om det faglige indhold på EPX.
Men anbefalingerne møder både modstand og opbakning blandt professionshøjskoler, erhvervsskoler, erhvervsakademier, den forberedende grunduddannelse (FGU), gymnasierne - og ikke mindst mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.
A4 Uddannelse har spurgt de forskellige aktører, hvad de konkret mener om anbefalingerne og bedt dem komme med konkrete nedslag. Denne debatserie viser deres forskellige synspunkter.
- 16. december: KP: Kun én gren peger tydeligt mod velfærdsuddannelserne på EPX
- 17. december: Tekniq: Plant EPX solidt – så unge får faglig power og trivsel i top
- 19. december: Lederne om EPX: Et vigtigt (og tiltrængt) skridt for fremtidens unge
- 22. december: BUPL: Stor tidsel i EPX-anbefalinger
- 2. januar: GL: Det tredje år på EPX hænger og dingler
- 6. januar: DA: EPX-anbefalinger sætter rette kurs. Men lavt fagligt niveau er en falliterklæring
- 7. januar: Dansk Erhverv: To spørgsmål kan rive EPX'en i småstykker
- 8. januar: Danske Landbrugsskoler: Der er elementer i ekspertgruppens arbejde, som kræver udforskning og formning for at kunne realiseres
- 15. januar: SMVdanmark: EPX kræver en nytænkning af de boglige fag og obligatorisk efteruddannelse
- 20. januar: DI: Det er helt afgørende, at det erhvervsrettede står i centrum i den nye gymnasiale uddannelse
- 21. januar: FGU-direktør: EPX skal være treårig og landsdækkende for at løfte de unge fagligt og socialt
- 23. januar: Metal: EPX kan blive nøglen til flere faglærte – men politikerne skal have tre fokuspunkter til forhandlingerne
- 29. januar: Zealand: EPX-undervisere skal uddannes på en helt ny måde
- 30. januar: FGU Danmark: EPX skal være til for eleverne – også dem fra FGU
- 10. januar: Danmarks Lærerforening: Der bliver i høj grad brug for alle lærerkræfterne i den nye EPX
Teoretiske kundskaber skal derfor ikke anses som et mål i sig selv. 'Viden skal forbindes med færdigheder og indsigt med handlekraft og gørelyst', lyder det i anbefalingerne, der også fokuserer på, at eleverne skal opleve, at der er brug for dem, at de mødes med positive forventninger og får erfaringer med at lykkes.
Ambitionerne for EPX er kort sagt meget store – og dem deler vi sådan set til fulde i Danmarks Lærerforening.
Men med de erfaringer vi har fra tilsvarende koblinger mellem, teori, praksis og virkelighed, så ved vi - for eksempel fra undervisningen i valgfag i folkeskolen - at det kræver både dygtige lærere og dygtige elever at lykkes. Så sent som i december 2025 viste resultaterne af de seneste valgfagsprøver, at det stadig er de fagligt teoretiske dygtige elever, der klarer sig bedst, selv når der sættes et tydeligt fokus på praksisfaglighed.
DET ER DERFOR AFGØRENDE, at EPX’en får de rette lærerkompetencer med ombord. Lærere, der i dag arbejder i 10. klasse, er vant til og har stor erfaring med at binde praksis, teori og virkelighed sammen og har stort fokus på gørelyst.
Lærerne er vant til at løfte de elever, der kommer fra 9. klasse og ikke bare springer direkte ind på de gymnasialt faglige niveauer, der foreslås i anbefalingerne. I matematik lægges der eksempelvis op til, at eleverne skal kunne anvende matematisk modellering til formulering, afgrænsning og analyse og på baggrund af faglige analytiske refleksioner omsætte viden til handling og produkt. Dette kræver mange sammensatte elevkompetencer.
I ekspertgruppens anbefalinger skinner det dog også klart igennem, at der har været mange dilemmaer, der har skullet tackles - og især behovet for at favne den brede elevgruppe og behovet for undervisningsdifferentiering er nævnt mange gange i anbefalingerne.
LÆS OGSÅ: EPX-anbefalinger møder modstand og opbakning
På trods af grene og stamklasser, der tones efter de unges uddannelsesinteresser, er jeg sikker på, at kompleksiteten i denne uddannelse vil kræve mere end blot den undervisningsdifferentiering, den enkelte lærer kan nå at magte.
For skal læreren sigte i midten, toppen eller bunden, når det faglige niveau i klassen skal sættes? Skal læreren undervise med udgangspunkt i det praktiske – for eksempel arbejdet i værksteder - for at tage hensyn til enkelte elevers måder at lære på, imens andre skal tage udgangspunkt i teori, modeller eller simuleringer?
Her savner jeg nogle svar i anbefalingerne – eksempelvis i form af en højere grad af holddeling, for det bliver en meget svær opgave for en enkelt lærer at rumme de mange faglige niveauer og de mange undervisningsformer i de enkelte fag.
JEG ER HELT OVERBEVIST OM, at Mattias Tesfaye har ret i en af sine antagelser vedrørende EPX’en, da han sidste år udtalte, at der i høj grad bliver behov for 10. klasselærerne i den nye uddannelse.
Det er lærere, der har erfaringer, når det gælder det faglige niveau på EPX’ens første år, som vil kunne løfte elever fagligt derfra – og vil kunne få praksis og teori til at hænge sammen. Lærere der som led i holddeling vil kunne indgå i samarbejde med lærere med gymnasial undervisningserfaring, og som sammen vil kunne reducere den store kompleksitet, som ambitionerne for denne uddannelse rummer.
Hvis vi i sidste ende skal indfri ambitionen om en succesfuld EPX-uddannelse, som de unge i stort antal tilvælger og gennemfører, kræver det derfor både de nødvendige kompetente lærerkræfter og ressourcer til for eksempel holddeling. Det er politikerne nødt til at have for øje i de kommende politiske forhandlinger om EPX.
















